fbpx

“Loftet var simpelthen ved at falde ned”

To af de rutinerede Aarhus-trænere, Torben Christensen og Birgitte Nielsen, går den kommende sæson i møde med en betydelig anlægsforbedring.


“Loftet i Torbens tidligere stald var simpelthen ved at falde ned, så der måtte ske noget”, fortæller Elkær Stutteris Thorkild Møller Nielsen. “Det samme hos Birgitte, hvor vi simpelthen rev hele stalden ned og byggede en ny”, fortsætter han.

“Vi havde en bevilling liggende fra HFF, men det rakte ikke til alle omkostningerne. Det tvang Asbjørn (Sørensen – red.) ud for at skaffe midlerne til at kunne realisere de nye staldbygninger, og så sprang vi til med hjælp”, beretter Thorkild Møller Nielsen.

“Vi har tidligere hjulpet Klampenborg med deres rails, og jeg synes både at rækværket dér og de nye stalde her i Aarhus præsenterer sig godt. De to nye stalde her på banen giver hestene en langt bedre velfærd”.

“Birgitte og Torbens heste blev opstaldet i vores rejsebokse på banen mens renoveringen fandt sted”, siger Thorkild Møller Nielsen.


“Det var virkelig dejligt at få renoveringen foretaget”, supplerer Torben Christensen.

“Min nu tidligere stald var fra omkring 1960, og det kunne på sigt have udviklet sig farligt for både heste og mennesker, hvis der ikke var foretaget noget – for loftet så ikke for godt ud”.

“Jeg mærker en tydelig forskel, når jeg møder ind om morgenen. Der er en helt anderledes behagelig duft”, siger Torben Christensen, der har 2-årige King Charles som staldens helt store Derbyemne til den kommende sæson.

Halvbroderen til dette års Derbyvinder, Manacor, afsluttede sæsonen med en andenplads i Svenskt Kriterium bag Suspicious Mind.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top