fbpx

Lavirdan gav opvisning på Jägersro

Zawawi Racings 4-årige Lavirco-søn Lavirdan nød i stor stil årets første start på hjemmebanen Jägersro, hvor han torsdag eftermiddag efterlod sine seks konkurrenter som rene statister i Vårstayern over 2200 meter.


Under Jacob Johansen var Lavirdan med fremme fra start og på sidste del af bagsiden overtog han fronten og forsvandt hurtigt væk fra de øvrige.

Lavirdan fik et par påmindelser ned gennem opløbet af Jacob Johansen, og modstanderne kom aldrig nærmere.

Sejren lød på 12 overlegne længder før Atmospheric/Cathrine Weilby og Me Row/Sara Slot, mens forhåndsfavoritten Stock Proof ikke rigtig fandt sig til rette og sluttede sidst. Det var første start for Lavirdan på Jägersro siden slutningen af oktober i fjor, hvor den mørkebrune vallak besejrede Honeysuckle Player i et lignende handicap.

Efter løbet berettede træner Lennart Reuterskiöld Jr. at Lavirdan nu matches mod et stort handicap på Pramms-dagen, såfremt handicapperen ikke er for hård ved hesten efter dagens overlegne triumf. V4-spillet blev indledt af en stor overraskelse, da feltets mindst spillede hest, Sofie Roslund-trænede Formoterol sejrede i April Sprint over 1200 meter.

Træneren var selv i sadlen på Troon-sønnen, der drog fordel af sit indvendige startspor og stort set havde styr på begivenhederne hele vejen til målstregen. I Palmlöpning over 1730 beviste Katharina Stenefeldt atter at hendes stald er i forrygende forårsform, og det blev til en ren double for træneren da Xaarist/Espen Ski vandt med fem længder før sin staldkammerat Compton Banker/Jacob Johansen, hvorefter Australian Lady/Jose Sanchez og Estoy Enamorada/Per-Anders Gråberg fulgte.

V4-spillet afsluttedes med endnu en stor overraskelse, da Gråberg red Seemework til en let triumf i et handicap over 2400 meter. Den svære kombination i V4-spillet gav 23.319 kroner.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top