fbpx

Lady File sænkede V65-spillerne i “Fabella”

Tine Hansen-trænede Lady File opnåede i sin karrieres blot fjerde start både at hjemtage det danske Oaks Trial, Fabellaløb, samt at sænke de resterende danske, svenske og norske V65-spillere på Klampenborg.


Lady File vinder Fabellaløb. Foto: Burt Seeger.

Med lærling Marcos Robaldo i sadlen førte Binary File-datteren samtlige 2200 meter, og selv om forhåndsfavoritten Imagine/Oliver Wilson nærmede sig for hvert galopspring, kæmpede Lady File bravt for sin første sejr, førstepræmiens 25.000 kroner og den storslåede ærespræmie, udsat af Familien Ejler Rasmussen.

Tina Mortensens to deltagere, Galdessa/Elione Chaves og Victoria Nguyen/Nicolaj Stott blev henholdsvis tredje og fjerde, og den sidste pengepræmie tilfaldt Madame Jane/Shane Karlsson.

Lady File kom ind i opgøret med et handicap på 62, og hun havde i sin karrieres tre første starter ikke formået at hente mere end en femteplads, hvilket var over 1300 meter som 2-årig i fjor.

Hun havde ikke startet siden den 20. maj, hvor hun var 19 længder bag Khan over 2400 meter, og i mellemtiden var hun henvist til prøveløb grundet uregerlighed.

Tine Hansen ser dog ud til at have forvandlet datteren til millionøsen Cinnamon, og det var en hest i klar forbedring der vandt årets Oaks Trial for ejerne Vivi og Peter Koch.

Næste opgave for Lady File bliver naturligvis Dansk Oaks på Klampenborg den 2. september, hvor distancen bliver 200 meter længere, samtidig med, at hun ikke kan udnytte Marcos Robaldos’ lærlingelettelse.

Til gengæld er der plads til yderligere udvikling i hende, og hun viste en fightervilje som muligvis kan bringe hende et godt stykke vej i Hoppernes Derby om tre uger.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top