fbpx

Khan entrer Derbybilledet ad bagvejen

Søren Jensen-trænede Khan, der igennem den tidligere skandinaviskek championhoppe Kutbeya deler mor med sidste års danske Derbyvinder Tigress Eleven, entrede søndag eftermiddag det danske Derbybillede af bagvejen, da han satte en række ældre konkurrenter til vægs i et klasse fire handicap over 2400 meter.


Khan. Foto: Burt Seeger.

Khan vandt Fortuna Chartering Handicap fra et handicap på 70, og han må forventes at stige to eller tre kilo for sejren.

Dermed er hesten ikke langt fra at kunne sikre sig en derbybillet, og som en af de få kandidater har han allerede nu bevist, at de 2400 meter ikke er noget problem.

“Han var på banen i morges for at cantre 3200 meter, for der er intet der kan gøre ham træt. Han elsker sit arbejde og er utrolig ivrig. Jeg synes Derbyformen ser meget difus ud, og mange af de heste vi så som forhåndsfavoritter for et par uger siden, har nu vist svaghedstegn. Khan er på fremmarch nu, og der var klar forbedring i ham denne gang i forhold til senest, hvor han stort set kun løb væddeløb de sidste 250 meter”, sagde Søren Jensen efter sejren til galopsport.dk.

Khan blev redet til sejr af lærling Oliver Wilson, som har været i sadlen på Binary File-sønnen i hver eneste af hestens otte karrierestarter. Khan vandt over 1400 meter som 2-årig i fjor, hvor han bl.a. besejrede den nykårede Mowerinaløbsvinder Florence Craye.

Såfremt Khan skal være sikker på en plads i DFDS Seaways Dansk Derby den 24. juni, er en yderligere start påkrævet.

Hesten er fortsat engageret i Jyllandsløbet om mindre end to uger i Århus, men muligheden for en start i Derby Trial Stakes hjemme på Klampenborg foreligger naturligvis også for Stald Ras’ Derbyhåb, der søndag var en af i alt tre 3-årsvindere efter Binary File – de øvrige var 2000 Guineas-triumfatoren The Kicker og maidenvinderen Marley.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top