fbpx

Jubelforestilling af dansk opdræt på Derby-Dagen

For små 10 måneder siden lagde York Stutteri areal til alle tiders bedste unghesteauktion i dansk trav og galopsports historie, og man forstår så sandelig den massive interesse for at købe dansk hesteblod.


For de danskopdrættede heste løb solen sort på Derbydagen i forgårs.Seks heste født i Danmark kom først til mål. De fire med Final Appearance som far.

Kvartetten består af Falicia, He Magic, Eko Arabian Night og Derbyvinderen Peas And Carrots. Har nogen avlshingst tidligere sat så flot præg på en Derbydag i Klampenborg?

Det var oven i købet ved at blive hånden fuld, men Final Appearance-sønnen Kaizer Susek manglede lige et par centimeter i at ramme målstregen først. Final Appearance står opstaldet på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro, hvor man i år også har haft flere hopper til bedækning fra udenlandske ejere. Der er i det hele taget en stor interesse fra både Sverige og Norge for dansk opdræt, som man også så det til rekordauktionen i september sidste år.

De fynske opdrættere trådte i karakter på Derbydagen. Havreholms Stutteri naturligvis i hovedrollen med Derbyvinderen Peas And Carrots, men også den fynske galopsports mangeårige ildsjæl Gert Larsen havde en uforglemmelig søndag i Ordrup Mose.

Med sejre til hans to opdræt Marron (dejlig velforberedt 2-åring fra Desmond Scarlett) og nabostaldens Antoinette i Inge Mette Dejgaards træning. Gert Larsen har to andenpladser i Dansk Derby som opdrætter med Amussement og Athene, men jubeldagen i søndags kan rigt måle sig med de to runner-up placeringer i derbyet til henholdsvis Vetrotex og Sibelius.

Dansk galopsports næste unghesteauktion finder sted lørdag den 2. september. Naturligvis med genvalg i de idylliske omgivelser på York Stutteri, og første hest kommer i ringen cirka klokken 14.00.

Efter Danish Dynamite forestillingen på derbydagen bliver der tæt befolket.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top