fbpx

Johnny Murtagh bliver ny nummer ét på Ballydoyle

Der gik kortere tid end forventet inden Ballydoyle-teamet med John Magnier, Michael Tabor, Derrick Smith og træner Aidan O’Brien i spidsen tog beslutningen om at erstatte skandaleombruste Kieren Fallon, og teamet bekendtgjorde tirsdag aften at irske Johnny Murtagh bliver ny kaptajn for stalden.


Dermed fik Coolmore meldt rent ud, at associationen med Kieren Fallon er endegyldig slut, og valget af Johnny Murtagh kan ikke komme bag på nogen, idet jockeyen igennem årene har hjulpet O’Brien og kompagni til en lang række internationale storløbstriumfer – alene i 2007 blev det til 11 Gruppeløbssejre, heriblandt i både King George (Gr.1) med Dylan Thomas samt triplen i henholdsvis Irish Oaks (Gr.1), Yorkshire Oaks (Gr.1) og Nassau Stakes (Gr.1) med 3-årige Peeping Fawn.

Ligesom Kieren Fallon har Johnny Murtagh sine skeletter i skabet, men i modsætning til sin kollega har alderen set ud til at modne ham og tidligere tiders problemer med alkohol, hospitalsindlæggelser og vægtproblemer er nu et afsluttet kapitel for den 37-årige rytter, der i øjeblikket nyder sin stjernestatus i Dubai som førstevalg hos den sydafrikanske stjernetræner Mike de Kock.

Johnny Murtagh bliver i Dubai til efter World Cup’en i slutningen af marts, hvorefter han slutter sig til Aidan O’Brien og resten af Ballydoyle-teamet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top