fbpx

Johansen forventer færre ridt hos Bent Olsen

Det er efterhånden mange år siden, at jockey Jacob Johansen blev udlært. Nogle år senere end storebroderen Jesper. Ikke uventet blev brødrene bidt af galopsporten, som sønner af den mangeårige jockey og træner, Jørgen Johansen.


Også i år har Jacob Johansen base i Skåne, men med hele Skandinavien som arbejdsfelt.”Jeg tror på en god sæson. Rider 55 kilo og kan presse det ned til 54″, siger Jacob, som har haft et glimrende samarbejde med Klampenborg-træner Bent Olsen igennem flere år.

”Jeg skal også ride en del for Bent i år, men det er klart, at jeg ikke kan forvente at få de samme antal ridt længere, når han nu har tilknyttet syv professionelle ryttere i stalden”, konstaterer Jacob Johansen.

”Jeg sidder heldigvis på Lone-Kaj Nielsens heste, og det er altid en fornøjelse. Jeg ser meget frem til ridtet på hendes Jubilance på lørdag i Klampenborg. Han står godt til i Dansk Jockey Club Cup, og er en af mine bedste chancer på åbningsdagen i Klampenborg”, bedømmer Jacob Johansen.

Den etablerede skandinaviske topjockey rider ud hver morgen, og han har vundet syv løb i år. Efter Klampenborgs løb på lørdag gælder det Jägersro søndag, hvor Jacob Johansen har fire ridt for fire forskellige trænere.

”Jeg er nok mere freelance i år i forhold til de mange foregående sæsoner”, slutter Jacob Johansen, som på søndag skal ride blandt andet den skandinavisk debuterede Visit Copenhagen, der gør debut i træner Jessica Longs regi.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top