fbpx

Jan Olsen og Pia Brandt sejrede i Deauville

Danske J.O. Trading og træner Pia Brandt stod fredag eftermiddag for et stort resultat på sandbanen i Deauville, da den 3-årige hoppe Cerveza (Medician – Kalindi v. Efisio) vandt en let halvanden længdes sejr i Prix de la Mayenne over 1500 meter.


Opgøret er kategoriseret som et B-løb i Frankrig, og dermed tæt på at være Listed-klasse. Cerveza henviste løbets storfavorit, Jean-Claude Rouget-trænede Louvakhova, til andenpladsen, og tjente 17.000 euro ved sejren.

Den engelskopdrættede hoppe blev købt som åring for 70.000 guineas af træner Carlos Laffon Parias, men efter en sejrsløs 2-årssæson kunne Jan Olsens J.O. Trading ApS claime Cerveza og sende hende i træning hos svenske Pia Brandt i Chantilly.

Cerveza har en fantastisk afstamning som helsøster til bl.a. Abigail Pett, der som 2-årig både vandt Tower Stakes (Gr.3) foran den senere dobbelte Gruppe-1-vinder og nuværende Coolmore-hingst Aussie Rules, samt Silver Flash Stakes (L) på Leopardstown.

Foruden Abigail Pett er Cerveza helsøster til Muhtaker, der selv kostede 220.000 guineas som åring, og til højkapable Medician Man, der vandt i Ascot i fjor og fortsat er i engelsk træning.

Jan Olsens J.O. Trading ApS ser virkelig ud til at have ramt plet her, især såfremt Cerveza kan fortsætte udviklingen og blive Black Type-vinder i Frankrig.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top