Pia Brandt-trænede Invertiel, der i sommer sluttede på andenpladsen bag Albany Hall i Svenskt Derby, formåede ikke at vinde årets første sejr tirsdag eftermiddag, hvor han var bragt til start over 1500 meter dirt track i franske Deauville.
Under Fredrik Johansson var Invertiel helt fremme udvendigt fra start, og ind på den lige bane nærmest cantrede Royal Academy-sønnen sig i front uden at den svenske jockey endnu havde givet nogen form for marchordre.
Samtidig nærmede forhåndsfavoritten O’Torou sig under kraftig drivning, men Invertiel lignede med 250 meter tilbage en klar vinder.
Da Johansson endelig gav ham marchordre, fandt han dog ikke meget og bar fortsat præg af at være urutineret. Føringen holdt til ganske kort før mål, hvor O’Torou kunne gå sikkert forbi og sejre med lidt over en halv længde. Invertiel holdt andenpladsen og tjente godt 21.000 kroner.
På løbets sjetteplads indløb FlemmingPoulsen-trænede Power Of Wind, der her gjorde sit livs tredje start og atter viste tegn på forbedring – Selkirk-sønnen kan sagtens vise sig at være en hest Poulsen kan få masser af glæde af i handicapsammenhæng til næste år.