Skandinavisk galopsport er efterladt i chok ovenpå nyheden om lærling Helena Roséns død.
”Undskyld, at jeg græder, men jeg er totalt i chok”.
Den norske træner Hallvard Soma fik i morges den frygtelige besked om den unge svenske lærlings pludselige bortgang.
”Vi er dybt ulykkelige i stalden, og det samme gælder overalt her på Øvrevoll”, siger Hallvard Soma.
“Hun red for mig så sent som i torsdags, og det blev hendes sidste ridt. Jeg kendte slet ikke til de problemer, hun åbenbart har haft”.
”Hun var en glad pige, som jeg har brugt flittigt. Der findes ikke mange letvægtslærlinge i Skandinavien med hendes kapacitet, men det er alt sammen så ligegyldigt nu”.
”Helena var en pragtfuld pige, som også var meget velset af mine kunder og det daglige personale. Hvor ville jeg ønske, at hun var kommet til mig med hvad end hun havde af problemer”.
”Hun skulle ride for mig igen på onsdag, og vi skulle have holdt en fest efter løbene, som selvfølgelig er blevet prompte aflyst. Det er simpelthen så ufatteligt”, slutter Soma.
Helena Rosén red sit første løb i 2010. Så sent som i onsdags red hun Somerset til sejr for træner Katharina Stenefeldt på Jägersro og torsdag fulgte hun op med at vinde på Øvrevoll med Annie de Moras Buffalo Soldier. Hun var i lære hos træner Alex McLaren på Täby.
Æret være hendes minde.