fbpx

“Hun er stadigvæk til salg”

Opdrætter Karsten Østergaard har et højprofileret klassisk emne gående på stutteriet i Nordjylland. En halvsøster til Breeders’ Trophy Classic-vinderen Good Fortune og Future Stars- og Produce Stakes-vinderen Aperola, og så er hun nært relateret til de klassiske vindere Steinway og Brunello.


Den 2-årige Juniper Tree-datter er halvsøster til Good Fortune og Aperola. Foto: Stutteri Outback.

Den nu 2-årige Juniper Tree-datter blev købt tilbage for 290.000 kroner på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor og kom siden tilbage til sit fødested Stutteri Outback.

“Hun er en stor, flot hoppe, og der har aldrig været nogen til at skulle skynde sig med hende. Hun har rene røntgenbilleder, og der har været vist god interesse, men ikke helt nok til at vi har ønsket at slippe hende, så hun er stadigvæk til salg”, fortæller Karsten Østergaard, der sluttede på fjerdepladsen i det danske opdrætterchampionat i 2021 – kun overgået af Stutteri Hjortebo, Stutteri Stork og Berner Olsen.

Stutteri Outback tjente dog langt flere penge udenfor Danmarks grænser i fjor, hvor Good Fortune (Appel Au Maitre) alene på Bro Park tjente tæt på 1,5 milioner svenske kronor for sine sejre i Jockeyklubbens Grand Prix og Breeders’ Trophy Classic.


Oliver Wilson rider Good Fortune til sejr i Breeders’ Trophy Classic foran Iron Butterfly og Hollywoodboulevard. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Også Good Fortunes helsøster Aperola havde en flot sæson i 2021, hvor hun bl.a. sluttede nærmest suveræne Ascot Brass (Juniper Tree) i Fawzia Stakes på Klampenborgs Derbydag.

Good Fortune og Aperola er de hidtil eneste startende afkom ud af Siyouni-datteren Eko Palace Bay, der var første danskfødte afkom ud af Stutteri Hjortebos fremragende producer Acqualina Beauty (Montjeu).


Brunello og Marcos Robaldo vinder Dansk Oaks foran Go On Carlras og Good Life. Foto: Burt Seeger.

Acqualina Beauty var i forvejen mor til den dobbelte franske vinder Acqualinda (Statue Of Liberty), men avlskarrieren bar for alvor frugt efter ankomsten til Bjerringbro, hvor hun nu er blevet mor til St. Leger- og Breeders’-vinderen Steinway (Appel Au Maitre), Vinterfavorit- og Oaks-vinderen Brunello (Appel Au Maitre), Jyllandsløbs-2’erne Gibson (Center Divider) og Garcon (Appel Au Maitre) og Oaks-3’eren Beauty Award (Academy Award).

“Det er snart ved at være tid til at sende hoppen i træning, og selv om vi er opdrættere og ikke hesteejere, har vi ikke travlt. Good Fortune må jo være blandt favoritterne til at vinde Dansk Breeders’ Cup på sin hjemmebane, og det er en familie der bare bliver ved med at udvikle sig – men jeg håber selvfølgelig på, at det rigtige bud dukker op”, konkluderer Karsten Østergaard.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top