fbpx

High Heeled Honey ny 2-årsvinder for Special Quest

Special Quest (Nureyev), er kommet fremragende i gang med sin første skandinaviskfødte årgang, og efter Harmonias to sejre på stribe i juni, fulgte Tina Mortensen-trænede High Heeled Honey lørdag eftermiddag op med endnu en sejr til Berner Olsens avlshingst.


High Heeled Honey. Foto: Burt Seeger.

Det skete i første afdeling af Beierholm 2-års Maiden Serien over 1200 meter på Klampenborg, hvor Nicolaj Stott efter et smart afventende ridt kunne sende den brune hoppe til et uimodståeligt angreb på længe førende King Diamond/Per-Anders Gråberg og vinde usvigelig sikkert med underkanten af en længde.

På tredjepladsen fulgte Go On Direction/Marcos Robaldo foran Jack Of Clubs/Oliver Wilson og godt afsluttende Autumn Leaves/Cathrine Weilby, der tabte starten og havde et godt stykke frem til de forreste ved ingangen til opløbet.

Der var tale om debutsejr til High Heeled Honey, der både er ejet og opdrættet af Pernille og Jakob Altenborgs Stutteri Frelling.

Hoppen er ud af Robellino-datteren Kirobel, og dermed også halvsøster til den tidligere Mowerina- og Listed-vinder Sydney (Academy Award).

High Heeled Honey vandt på en særdeles overbevisende måde, og hun fik uden tvivl meldt sig ind blandt aspiranterne til de kommende storløb for den yngste årgang.

Og for Tina Mortensen og Nicolaj Stott var det en fin opfølgning på fredagen i Aalborg, hvor duoen sammen vandt to gange og Tina Mortensen endvidere to en sejr yderligere.

Førstepræmien i Beierholm 2-års Maiden Seriens 1. afdeling var 35.000 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top