fbpx

Heroiske Entangle holdt Silver Ocean bag sig

Arnfinn Lunds fantastiske Pivotal-datter, Entangle, vandt med danske Jacob Johansen i sadlen sin anden Listed-sejr på ni dage, da hun torsdag aften førte fra start til mål i Polar Mile Cup (L) over 1600 meter på Øvrevoll.


Entangle pullede sig i vanlig stil straks til front, og Per-Anders Gråberg havde taktikken klar med Silver Ocean, der i sin første start nogensinde på Øvrevoll lagde sig lige bag Entangle og afventede sit angreb. De to heste trak allerede på vej ind i opløbssvinget mange længder fri af de tre øvrige konkurrenter, og opløbet blev forvandlet til et rent match race de to imellem.

Entangle kom sidst af biddet, men Jacob Johansen kunne ikke ryste Per-Anders Gråberg af sig, da han endelig gav hoppen marchordre, og Silver Ocean gav virkelig Entangle kamp til stregen – men måtte til slut bøje sig i støvet for vidunderet, der sejrede med mindre end en halv længde og øgede sin samlede præmiesum med 125.000 kroner.

Langt bag de to første kom Bodil Hallencreutz-trænede Gulapa i mål som tredje, mens None Shall Sleep tog fjerdepladsen før Half Pint Bill.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top