fbpx

Her er Reventon og Cantenacs helsøster

Lørdag aften var ventetiden endelig overstået for opdrætterduoen Martin Hjorth Jensen og Alexander Elsass – efter at være gået hele 35 dage over sin termin, folede Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Raadyr (Cajun Cadet) lørdag aften et velskabt hoppeføl efter Academy Award på Stutteri Hjortebo.


Hoppeføllet er helsøster til de to glimrende storløbsvindere Reventon og Cantenac, samt til den nu 2-årige Armagnac, der ligesom sine to ældre brødre er ejet af Lone Kaj-Nielsen og trænet af Bent Olsen på Klampenborg. Efter tre hingste på stribe, fik Raadyr i år sit første hoppeføl.

“Raadyr er på trods af sine evner til at producere rigtig gode afkom ikke den letteste hoppe at have med at gøre. Hun er svær at få i fol og har hidtil kun været drægtig hvert andet år.

Hun gik denne gang 35 dage over terminen og var dermed drægtig et helt år plus fire dage. Vi har længe ønsket os en hoppe til at kunne føre de gode familietraditioner videre”, siger Alexander Elsass til galopsport.dk.

Raadyr er selv helsøster til den danske 2000 Guineas-vinder Kronhjort, samt halvsøster til både Derby-vinderen Master Kid og St. Leger-vinderen Eko Negresco.

Hendes mor, Stolga, er halvsøster til to Gruppe-1-vindere i Satwa Queen og Spadoun, og netop denne familie har i det hele taget været garant for storløbsvindere i de skandinaviske årgangsløb siden Stolga blev importeret fra Frankrig til Danmark for mere end 18 år siden.

Raadyr går igen i år tilbage til Skandinaviens flerdobbelte championhingst, Academy Award (Danehill).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top