fbpx

Hells Angel tog revanche mod Harmonia

Light Valley Studs Hells Angel fik, efter to andenpladser bag Helle Christensens Harmonia, taget sin revanche når den var allervigtigst – nemlig i årets bedst betalte opgør for de 2-årige heste på dansk grund – Brogaarden Auktionsløb over 1400 meter med en førstepræmie på en kvart million kroner.


Hells Angel. Foto: Burt Seeger.

Under Manuel Martinez spring Hells Angel som sædvanligt hurtigt ud af startboksen, og i modsætning til senest i Elkær Stutteri Skandinavisk Opdrætningsløb, hvor Martinez nærmest ventede på Rafael Schistl og Harmonia undervejs, fik Silca Legend-sønnen denne gang lov at strække ud hele vejen.

Og efter et taktisk perfekt ridt af Martinez, kunne Hells Angel stikke af fra de øvrige på det afgørende tidspunkt og siden holdt sin overlegne føring hele vejen til mål, hvor han vandt med fire længder før stærkt afsluttende Certino/Espen Ski, der overraskende kunne henvise Harmonia til tredjepladsen.

Derefter fulgte Lumineuse/Elione Chaves og Classic Danse/Marc Stott på de sidste præmiepladser.


Hells Angel. Foto: Burt Seeger.

En kvart million – mere – til Light Valley Stud

Sejren var en kvart million kroner værd for Ann Lysholm Dahl og Bernt Dahls Light Valley Stud, der i sandhed havde en uforglemmelig weekend i Nordsjælland.

Lørdag eftermiddag solgte Light Valley Stud en Sinndar-halvsøster til Hells Angel for 180.000 kroner til Annie Iuul og en Dr Fong-halvsøster til Summertime for 310.000 kroner til Stald Ras, og søndag hjemførte netop Hells Angel og Summertime yderligere 285.000 præmiekroner til stutteriet.

Det er en omsætning på over trekvart million kroner på to dage, hvilket ikke er hverdagskost for en dansk opdrætter.

2-årige Hells Angel er søn af ustartede Royal Filly (Zilzal), og dermed er han også helbror til Breeders’ Trophy Juvenile-, Götalandlöpning- og Petit Prix-vinderen Royal Legend, som desuden også var anden bag La Zona i Dianalöpning i en storartet karriere.

Siden har Royal Filly også bragt With Approval-sønnen Alvin, som i fjor var anden bag Tigress Eleven i Seeland Dansk Derby.

Hells Angel. Foto: Burt Seeger.

Det var også en strålende lykkelig træner Brian Wilson, galopsport.dk fik en kommentar fra efter Auktionsløbet.

“Hvor er det heldigt, at auktionen lå dagen før selve auktionsløbet, for ellers ville vi aldrig kunne have købt Hells Angels lillesøster for 180.000 kroner. Som datter af Sinndar har hun mere stayerblod i sig end Hells Angel, og hoppen er købt som et klassisk håb til 2014”.

Jägersro-træner Francisco cementerede også sin andenplads i Klampenborgs trænerliga, hvor han som den eneste foruden Bent Olsen nu har rundet en million præmiekroner i indtjening – og så vel at mærke på blot 24 starter.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top