fbpx

Harmonia og Hell’s Angel i forrygende duel

Derbydagens “opener”, Petré Toddler’s Trophy over 1200 meter for den yngste årgang, havde to tidligere vindere blandt de 10 startende. Og det blev også disse to der udkæmpede slaget om sejren.


Harmonia besejrer Hells Angel. Foto: Burt Seeger.

Helle Christensen-trænede Harmonia (Special Quest – Afrodite v. Kateb) og Francisco Castros Hell’s Angel (Silca Legend – Royal Filly v. Zilzal) sluttede langt, langt foran de øvrige konkurrenter, som blev anført af Brian Wilson-duoen Clauses Angola/Martin Rodriguez og Jack Of Clubs/Oliver Wilson.

Allerede kort efter start var der et rent udskillelsesløb i gang, og lynhurtige Hell’s Angel tog hånd om føringen, mens Rafael Schistl smart lagde sig lige bag den førende og afventede sit angreb.

Ved indgangen til opløbet så Harmonia ud til at kunne trække afgørende fra, men Hell’s Angel gav aldrig op, og de to 2-årige heste gav publikum et virkelig medrivende opløb at starte Derbydagen på.

På målstregen havde Harmonia hovedet forrest, og hoppen kan fortsat kalde sig ubesejret efter sine to første starter.

Førstepræmien lød på 30.000 kroner, mens halvdelen af dette beløb gik til den ellers heroisk fightende Hell’s Angel.

Begge heste står meldt i årets første store 2-årsløb på dansk grund, Elkær Stutteri Skandinavisk Opdrætningsløb på Scandinavian Open-dagen om lidt mere end en måned, og ud fra søndagens flotte opvisning, kan kan man godt glæde sig til endnu et seværdigt opgør de to heste imellem.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top