Lørdag aften bliver der en længe imødeset sæsondebut til sidste års vinder af Svenskt Derby, Norsk Derby og Stockholm Cup International (Gr.3), Annika Bye Hansens Hard One To Please, der kommer op imod fem konkurrenter i Oslo Cup (L) over 2400 meter. Samme aften rides også Norsk 1000 og 2000 Guineas og Erik O Steens Memorial.

Hard One To Please (Fast Company) starter her for første gang siden Stockholm Cup-triumfen i september, og han skal op imod Niels Petersens duo White Heart (Camelot) og Wishformore (Center Divider), Cathrine Erichsens Captain Chorus (Paco Boy), Wido Neuroths Jet Action (Camelot) samt Tobias Hellgrens forsvarende vinder Quebello (Sea The Moon).

11 hopper er til start i Norsk 1000 Guineas, og her tager Wido Neuroths Thunder Sea (Night Of Thunder) og Niels Petersens Miss Wintown (Mo Town) blandt andet imod Bent Olsens Klampenborg-duo Misszou (Zoustar) og Good To Go (Zoffany).
Også i Norsk 2000 Guineas er Bent Olsen repræsenteret i form af Nuevo Estrella (Kodiac), der krydser klinger med bl.a. Wido Neuroths svenske Derby Trial-vinder Ami De Vega (Lope De Vega) og Petersen-duoen Chadwick (Expert Eye) og Stripesof Stars (U S Navy Flag).

Lørdagens fjerde storløb er Erik O Steens Memorial over 2400 meter, hvor de tre Oaks-vindere Flambeau Rouge (Dutch Art), Scarlett (Appel Au Maitre) og Sea Lodge (Sea The Stars) møder St. Leger-vinderen Amanda (Appel Au Maitre), den nylige Scandinavian Open (Gr.3)’3’er Iron Butterfly (Swipe) samt Send Me An Angel (Appel Au Maitre), I Rest My Case (Dexeptor), Chamori (Exceed And Excel) og Inviting Rose (Free Eagle).
Det bliver årets første løbsdag på græsset i Oslo med første løbs start kl. 17:50 og V65 fra kl. 19:05.