fbpx

Halfsong har sluttet karrieren – til bedækning hos Sir Percy

Stall Australias fantastiske hoppe Halfsong, der gang på gang henrykkede og overraskede publikum på især Klampenborg Galopbane, har nu indstillet løbskarrieren og skal i år bedækkes ved Kirsten Rausings engelske Derbyvinder Sir Percy (Mark Of Esteem) på Lanwades Stud i England.


Halfsong (Songline – Half And Half v. Muthhil) vandt sin første store sejr, da hun i 2003 triumferede i Dansk Derby efter føring fra start til mål. Blot 11 dage senere strøg hun til tops i Svenskt Oaks på Jägersro, og en måned senere var det tæt på at blive til en ny Derbysejr for jernhoppen, der dog blev henvist til andenpladsen med hals i Svenskt Derby.

Halfsong havde alt i alt en hård 3-årssæson, og efter Svenskt Derby blev hun sendt ud i Dansk Oaks hvor hun sejrede let, og efter yderligere en sejr i Svensk Eliten Milers og en andenplads i Jockeyklubbens Avelslöpning (L), gik turen til Dubai for vinteren, hvor det nåede at blive til fire starter uden indtjening.

Tilbage i Skandinavien var Halfsong hurtigt tilbage på rette spor, og i slutningen af maj strøg hun hele vejen til tops i Dansk Breeders’ Cup på favoritbanen Klampenborg. Dette skulle også blive hendes eneste sejr i 2004.

I 2005 ramte Halfsong dog hurtigt topformen igen, og her vandt hun både Scania Sprint, Golden Mile (L) og Scandinavia Cup (L). Men det var først som 6-årig, at Halfsong fik karrierens største skalp – da hun under hendes på det tidspunkt faste partner Sara Slot besejrede den skandinaviske stayerelite – både hingste og hopper – i Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg.

Sejren i Scandinavian Open blev også Halfsongs sidste, idet hun efterfølgende blev ramt af sygdom og aldrig kom tilbage i samme omdrejninger. Hun startede således 24 gange i træk uden at vinde, før stikket endegyldigt blev trukket ud efter en niendeplads på Jägersro den 25. oktober sidste år.

I mandags rejste Halfsong til England, hvor hun på Kirsten Rausings Lanwades Stud skal bedækkes ved den tidligere engelske Derby-vinder Sir Percy, hvorefter det er meningen at hun kommer tilbage til Sverige for at få et svenskopdrættet føl.

Halfsong vandt 12 af sine 69 karrierestarter og nåede inklusive bonusordninger at indløbe over 3,5 millioner svenske kroner i sin flotte karriere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top