fbpx

Göteborgs skæbne ligner kun toppen af isbjerget

Ved udgangen af 2013 fik organisationen Svensk Galopp til opgave at spare fire millioner kroner. Der blev udarbejdet en spareplan i januar, som bl.a. gik ud over præmiesummerne i løbene.


Henover sommeren skulle der yderligere spares to millioner kroner. Det er dog ingenting imod de forhindringer Svensk Galopp lige nu står overfor.

Ifølge det netop publicerede grundlag for Svensk Galopps generalforsamling den 12. oktober, fremgår det nemlig sort på hvidt, at der skal spares yderligere 14 millioner kroner.

Lukningen af Göteborg Galopp er således kun toppen af det isbjerg, som Titanic sejlede ind i.

Træningsanlægget Angarn og Grand National-banen på Strömsholm skal også væk.

Nationaldagsarrangementet på “Gärdet” i det centrale Stockholm er der dog allerede investeret i forud for begivenheden i 2014, så det får lov at leve.

Hvad angår præmiesummer i de svenske galopløb fremover, vil der i alle ordinære løb med færre end otte starterklærede heste kun blive udbetalt fire præmier.

Anmeldelses- og starterklæringsafgiften forhøjes. Indsatserne forhøjes i indsatsløb med over 200.000 kroner i samlet præmiesum. Transportbidraget i Sverige anulleres helt.

De fleste publikationer vil ikke længere blive trykt, men vil være tilgængelige online via organisationens nye webside der lanceres på mandag.

Nedskæringen i Svensk Galopps præmiesummer kommer både til at gå udover hesteejerpræmierne og opdrætterpræmierne.

Hvad angår baneprogrammerne vil man forsøge at følge i Norges fodspor ved kun at gøre programmerne tilgængelige online med mulighed for at printe dem, og på de mindre hverdage vil man kunne få en A4-side med startlisten til løbene på banerne.

Grundlaget er nu sendt af sted til beslutningstagerne forud for mødet den 12. oktober – det er her beslutningerne omkring ovennævnte emner skal tages, og altså her bl.a. Göteborg Galopps skæbne skal afgøres.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top