fbpx

Godolphin slog tilbage i Newmarket

Efter en førstedag domineret af Kia Joorabchians Amo Racing på Tattersalls October Yearling Sale Book 1 i Newmarket, satte Sheikh Mohammed en tyk streg under Godolphins købekraft. Dubais leder købte de fire dyreste lot i ringen og stod i totalt for ni køb til 11,050,000 guineas.


Sheikh Mohammed handlede for mere end 100 millioner danske kroner på andendagen af Tattersalls October Yearling Sale Book 1 i Newmarket. Foto: Tattersalls.

“The empire strikes back”. Sådan indleder Racing Posts salgskorrespondent James Thomas sin reportage fra andendagen af Book 1 i Newmarket. Og det er meget sigende.

Iranskfødte Kia Joorabchian var tirsdagens helt store samtaleemne, ikke mindst for købet af den næstdyreste åring som nogensinde er gået igennem ringen i Newmarket.

Men Joorabchian fik det ikke som han ville på andendagen, hvilket kom til synligt udtryk da lot 183, en Dark Angel-helsøster til Queen Anne Stakes (Gr.1)-vinderen Charyn og Mill Reef Stakes (Gr.2)-vinderen Wings Of War gik gennem ringen.

Seancen udviklede sig til en reel budkamp mellem Kia Joorabchian og Sheikh Mohammed. De to parter bød hoppen op med 100,000 guineas ad gangen, indtil Amo Racings stifter til sidst måtte ryste på hovedet og opgive at besejre sheikhen.

Charyns helsøster gik for 2,9 millioner guineas til Godolphin.

Dark Angel-helsøsteren til Queen Anne Stakes (Gr.1)-vinderen Charyn blev købt for 2,9 millioner guineas af Godolphin. Foto: Tattersalls.

Senere sikrede Sheikh Mohammed sig bl.a. også lot 242, en hingst efter Dubawi (Dubai Millennium) ud af Nassau Stakes (Gr.1)-vinderen Lady Bowthorpe (Nathaniel). Han kostede 2,000,000 guineas i ringen.

Desuden blev det til to hammerslag på hver 1,5 millioner guineas – det første for en Too Darn Hot-hingst ud af en vindende Galileo-halvsøster til Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Zoffany (Dansili) og York Stutteris tidligere avlshingst Wilshire Boulevard (Holy Roman Emperor), og det næste for lot 297, en hingst efter Dubawi ud af Prix du Cadran (Gr.1)-vinderen Molly Malone (Lomitas) og halvbror til Gruppe-2-vinderen Morgan Le Faye (Shamardal).

Amo Racings Kia Joorabchian i samtale med agent Alex Elliot under budgivningen. Foto: Tattersalls.

Det var ganske klart, at helsøsteren til Charyn var hesten, som Kia Joorabchian ønskede mere end nogen anden i løbet af onsdagen, men iraneren fik alligevel underskrevet for en en række åringer i sit navn.

Dyrest var lot 234, en Sea The Stars-helbror til Gruppe-3-vinderen Al Aasy, som Amo købte for 800,000 guineas i samarbejde med Al Shaqab og Valmont.

Tattersalls October Yearling Sale Book 1 afsluttes torsdag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top