fbpx

Første føl ud af Diana-vinderen Lake St Clair

Den 18. januar nedkom den tidligere klassiske vinder Lake St Clair (Revoque) med et hingsteføl efter Sadler’s Wells-sønnen Black Sam Bellamy, rapporterer Skandinavisk Galopp.


Irskfødte Lake St Clair, som var en udpræget græshest, debuterede som 2-årige på Klampenborg med en overlegen fem længders sejr der med det samme synliggjorde hendes chancer for senere at blive klassisk vinder.

Hun vandt yderligere en gang som 2-årig foran den senere Breeders-vinder First Edition, og som 3-årig blev det til triumfer i både Diana Trial, Dianalöpning og Altamira Trial. Derudover var hun tredje i Cinnamon Challenge bag superhopperne Eyeq og Wings Of A Dove.

Efter fire andenpladser som 4-årig fik Lake St Clair en fremragende 5-årssæson, hvor hun efter at have vundet Svensk Galopps Stolöpning på Täby fulgte op med at vinde både Stratford-On-Avon Ærespræmie og Fawzia Stakes på Klampenborg. Hendes sidste væddeløbssæson i 2006 førte en enkelt sejr med sig, og også denne blev vundet på græsset i Klampenborg.

Lake St Clair løb blot en enkelt gang i sin karrieres 38 starter over længere distancer end 1800 meter, hvilket var i det danske Oaks Trial Fabellaløb over 2200 meter hvor hun blev slået med kort hoved til andenpladsen af Royal Eleven efter reelt at have afgjort løbet 200 meter før mål, og hun var uden tvivl bedst over distancer fra 1200 til 1800 meter.

Hoppens nyfødte hingsteføl får dog hjælp med på vejen til at stå distance via sin far Black Sam Bellamy, der selv vandt Gran Premio del Jockey Club (Gr.1) over 2400 meter og i øvrigt er helbror til én af verdens mest markante avlshingste, den 3-dobbelte Gruppe-1-vinder Galileo. Black Sam Bellamys mor Urban Sea vandt selv Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) over 2400 meter, og der er ingen tvivl om at hingsten vil komme til at præge sine afkom til at stå distance.

Black Sam Bellamy står opstaldet på tyske Gestüt Fährhof, hvor Lake St Clair også nedkom med sit første føl. Lake St Clair sejrede i alt ni gange i karrieren og indløb 829.957 svenske kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top