Mandag den 16. januar kom det første føl til verden på det nyoprettede danske Stutteri Harpelunden. Det blev et hingsteføl efter Hot Run og Hero’s Honor-datteren Lady Boss, der selv var en talentfuld væddeløber med to karrieresejre og en samlet præmiesum på 166.000 kroner.
Lady Boss vandt over 1200 meter som 2-årig på Jägersro, og i hendes sidste sæson som væddeløber i 2004 sejrede hun over 1100 meter på Øvrevoll. Hot Run var samtidig blandt Skandinaviens absolut hurtigste væddeløbere, og hans hidtige afkom har generelt også været fart-prægede – så mon ikke at Stutteri Harpelunden har debuteret i den danske avl med en kommende sprinter?