Flemming Poulsen gav mandag eftermiddag debut til den 3-årige Vettori-datter Mrs Backshoe, som ejes af danske BS Racing.
Mrs Backshoe var ude over 2100 meter i Prix Dushka på Saint-Cloud og var i skrapt selskab mod flere konkurrenter der opretholder Gruppe-1-engagement i Frankrig.
Den fukse hoppe leverede dog en imponerende debut, og efter en rejse midt i feltet trak jockey Sebastian Hamel til udvendigt angreb i opløbet, hvorefter hun spurtede fremragende og i sidste galopspring snuppede tredjepladsen bag Aga Khans Linamix-datter Minatlya/Christophe Soumillon og Khalid Abdullahs Danehill-datter Around/Dominique Boeuf.
Mrs Backshoe gav dermed Flemming Poulsen en forrygende start på sæsonen med de 3-årige, og hoppen har sat en vis standard for hvad vi kan forvente os at se fra staldens kommende debutanter.
“Man kan ikke være andet end tilfreds efter så god en debut. Hun får nu mellem fire og seks ugers pause, og så håber jeg at finde en passende opgave til hende i et lidt mindre felt”, sagde Flemming Poulsen efter løbet.
Mrs Backshoe står tilmeldt Svenskt Oaks i år, og hun kan blive én af flere storløbsvindere som træneren kommer til at sadle i Skandinavien i løbet af sæsonen.