Første 2-årsvinder i Norge: Lynhurtig debut af Domdiggida Bling

Silja Støren og Bling Enterprise var godt forberedte til årets første 2-årsløb på Øvrevoll. Duoen Domdiggida Bling og Icon Bling satte sig på de to første pladser, og navnlig vinderen var uhyrligt hurtig.



Under Manuel Martinez sprang Domdiggida Bling ud af startboksen til sit første løb som en etableret sprinter, og Havana Grey-datteren skød en naturlig fart som ingen af konkurrenterne kunne holde trit med.

Hoppen formåede at vinde med lidt over tre længder over de 900 meter, og hun går utvivlsomt en meget spændende fremtid i møde.

Domdiggida Bling kom til Norge fra Irland, hvor hun i fjor kostede €100,000 på Goffs Orby Sale. Faderen Havana Grey (Havana Gold) er på kort tid blevet én af de mest eftertragtede avlshingste i Europa, og hans bedækningstakst blev efter to årgange på væddeløbsbanerne løftet fra 6,000 til til 55,000 pund.

Hingsten er bl.a. far til sidste sæsons Middle Park Stakes (Gr.1)- og Prix Morny (Gr.1)-vinder Vandeek, og Domdiggida Bling tilslutter sig nu listen over Havana Greys ‘vanvittigt’ hurtige 2-årige.

Domdiggida Bling fotograferet som åring i 2023. Foto: Goffs.

Også på modersiden findes der masser af fart. Domdiggida Blings mor, Faery Song (Lawman), var vinder som 3-årig og har nu produceret fire vindere ud af lige så mange startende.

Hun er selv ud af 2-årsvinderen Chervil (Dansili) og mormor til Nassau Stakes (Gr.2)- og Prix du Calvados (Gr.1)-vinderen Fev Rover (Gutaifan), som også har været tredje i 1000 Guineas (Gr.1) og E.P. Taylor Stakes (Gr.1).

Ikke overraskende er Domdiggida Bling blandt de 25 anmeldte til ITM Amacitalöpning på Bro Park den 18. august, ligesom hendes navn nok vil dukke op på hver eneste liste over store 2-årsløb på de skandinaviske baner året ud.

Team Bling Enterprise og Silja Støren fejrede en double i årets første 2-årsløb med Domdiggida Bling (til højre) og Icon Bling. Foto: Trond Pedersen / hesteguiden.com.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top