Morten Nielsen i Øster Hurup havde en god, travl påske med to folinger fordelt på lørdag og søndag. “Først Harmonia og derefter Ina. Begge hopper nedkom med hingstføl”, fortæller opdrætteren til GalopSport.

Opdrætningsløbsvinderen Harmonia (Special Quest) var den første til at fole lørdag nat.
“Hun gik 26 dage over terminen”, beretter Morten.
Harmonia er bl.a. halvsøster til Breeders’-vinderen Runner Runner (Academy Award) og stammer fra en traditionsbunden, dansk moderlinje som GalopSport bragte en historie om i forbindelse med, at Starlight Runner (Pistachio) for en uge siden blev mor til en hingst efter Red Cactus (Hard Spun).
Historien om Harmonias familie kan læses hér.

Søndag kom turen til den tredobbelte vinder Ina (Anjaal), der bragte sit første føl til verden.
Ina havde en flot og solid løbskarriere hos Inge Mette Dejgaard, og selv om det blot nåede at blive til 12 karrierestarter fordelt på 2-, 3- og 4-årssæsonen, vandt hoppen tre gange og endte kun to gange udenfor præmierækken.
Ina er ud af den ustartede Pivotal-datter Black Tornado, og mormoderen Karmifira (Always Fair) vandt bl.a. Prix Finlande (L) og var anden i det franske 1000 Guineas, Poule d’Essai des Pouliches (Gr.1).