Føltid: Forever Snow med sin søn i sneen

I mandags bød Eva Isacsson Sjunnesson årets tredje føl velkommen til verden på Solbacka – det tredje hingstføl på stribe efter Appel Au Maitre. Hingstføllet er ud af den amerikanskopdrættede Listed-vinder Forever Snow og dermed halvbror til Fast Forward og Fourth Commandment.


Forever Snow i den svenske sne med sit hingstføl efter Appel Au Maitre. Foto: Eva Isacsson Sjunnesson.

Forever Snow, som er efter Lion Heart og ud af Holy Bull-datteren Bullagio, indledte sin løbskarriere i Brasilien, hvor hun aflagde sin maidentitel med mere end 12 længder over 1400 meter dirt.

Siden importerede Stefan Friborg hende til Sverige, hvor hun i træning hos Fabricio Borges på Jägersro både vandt og var tredje i Margareta Wettermarks Minneslöpning (L), samt anden i Lanwades Stud Stakes (L) over 1600 meter på Täbys græs.

Forever Snow gik i stutteriet efter sin 5-årssæson, og hendes første parnet i avlen blev Lanwades-hingsten Archipenko (Kingmambo). Dette match resulterede i den firedobbelte vinder Fabricio, og sidenhen har Forever Snow været til bedækning udenfor Sveriges grænser hvert eneste år.

Herover ses Forever Snow vinde Margareta Wettermarks Minneslöpning (L) i 2013 i Stefan Friborgs farver. Rafael de Oliveira var i bøjlerne på vinderen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I 2017 og 2018 var hun på besøg hos Prix du Jockey Club (Gr.1)-vinderen Reliable Man (Dalakhani), hvilket i sidstnævnte tilfælde betød at Fast Forward kom til verden i 2019.

Fast Forward gik ubesejret igennem sin 2-årssæson for Fredrik Reuterskiöld og Stall Forever, og to af sejrene blev vundet i storløbssammenhæng i Manoustielöpning og Janos Tandaris Minne (Götalandlöpning).

Som 3-årig vandt Fast Forward også Rosengårdlöpning på sin hjemmebane, og han er nu registreret for fem sejre og mere end 630.000 svenske kronor i præmiesum inklusiv ejerbonus, samt et tophandicap på 82.

Fast Forward sejrer i Manoustielöpning foran Pjerrot. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Året efter Fast Forward bragte Forever Snow fukse Fourth Commandment til verden. Han er efter Gruppe-1-vinderen Amaron (Shamardal) og var vinder som 2-årig samt anden i sidste års svenske Derby Trial, hvor han kun var overgået af den senere norske Derbyvinder Ami De Vega (Lope De Vega).

I 2022 folede Forever Snow endnu en hingst efter Amaron. Han er nu en 2-årig vallak med navnet Figaro, og akkurat som sine foregående søskende er han i træning hos Fredrik Reuterskiöld.

Forever Snow ejes fortsat af Stall Forever med de let genkendelige orange og blå væddeløbsfarver.

Derbyfeltet 2023 på vej rundt svinget med Forever Snows søn Fourth Commandment i front. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top