Stutteri Hjortebo har budt ikke færre end fire hingstføl til verden i løbet af den seneste uge, og iblandt de nye ankomster er en flot søn af Giant Sandman ud af den storløbsvindende millionøse Careless Whisper.
Careless Whisper (Barocci) er halvsøster til fem øvrige vindere: Derby-triumfatoren Iron Butterfly (Swipe), Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Ramone (Eishin Dunkirk), Dansk Breeders’ Cup-2’eren Queens, Jockeyklubbens 2000 Guineas-2’eren Disraeli (Swipe) og Svenskt Oaks-2’eren Kitty Cat Fly (Swing That Cat).
Selv vandt Careless Whisper en enkelt af sin karrieres 21 starter, som stort set foregik i storløbssammenhæng fra start til slut. Den enlige sejr kom i hus i Erik O Steens Memorial på den norske Derbydag, og dertil var hun placeret igen og igen på baner over hele Skandinavien samt i Dubai.
De mange andenpladser blev talt i bl.a. i Lanwades Stud Stakes (L) og Jockeyklubbens Magic Million bag Ascot Brass (Juniper Tree), Dansk Derby bag Ready Teddy (Maxios), Jockeyklubbens 2000 Guineas bag Everest Voice (Poet’s Voice) og Dansk Breeders’ Cup bag Malekha (Juniper Tree).
Dertil kom tredjepladser i Lanwades Stud Stakes (L), Mowerinaløb, Norsk 1000 Guineas, Breeders’ Trophy Classic og Breeders’ Prize Classic, en fjerdeplads i Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) og en femteplads i UAE Oaks (Gr.3).
Careless Whisper opnåede som bedst et generalhandicap på 87 og tjente mere end 1,8 millioner norske kroner for sin daværende ejer Kolbjørn Selmer og træner Niels Petersen.
Stutteri Hjortebo har også hjulpet to føl efter Lone Kaj-Nielsens svenske Derbyvinder Red Cactus (Hard Spun) til verden.
Den Listed-vindende Acclamation-datter Pietra Santa har folet en fuks hingst, som er halvbror til fire vindere i Frankrig. Selv sejrede Pietra Santa fem gange i Frankrig, heriblandt i Prix Ceres (L) på Saint-Cloud.
“Pietra Santa har kun et enkelt andet levende afkom i Skandinavien, 2-årige Sir Diamond i træning hos Nina Lensvik”, kommenterer Iben Hjorth Buskop.
Red Cactus er også blevet far til en hingst ud af Divine Light-hoppen Malegganda.
Malegganda var vinder som 3-årig i Frankrig og havde produceret tre vindere samme sted før hun kom til Danmark i fol ved Le Havre.
Hendes første afkom på Stutteri Hjortebo var Mozart, som vandt halvdelen af sine fire starter som 3-årig i fjor og dertil var tredje i Larch Ærespræmie og femte i Norsk Derby.
Malegganda er helsøster til Natagora, der som 2-årig vandt Cheveley Park Stakes (Gr.1) og som 3-årig fulgte op med at sejre i 1000 Guineas (Gr.1) i Newmarket.
Et hingstføl er det også blevet til efter Hjortebos alderspræsident Appel Au Maitre (Starborough).
“Lady Marma, der ejes af Trond Jørgensen (ikke den tidligere jockey, red.) og Buck Racing, er kommet hertil fra Norge for at fole, hvorefter hun er booket ind til bedækning ved Moohaajim“, fortæller Iben.
Lady Marma vandt bl.a. Jockeyklubbens Avelslöpning i sin løbskarriere for Wido Neuroth, og desuden var hun tredje i Norsk Oaks og fjerde i Erik O Steens Memorial.
I stutteriet er hun bl.a. mor til storløbsplacerede Lady Fabiola (Deceptor).