fbpx

“Flot banespil, men deprimerende tilspil”

Med Fyensløbsdagen overstået er fuldblodssæsonen nu forbi på Fyn – og det blev et flot punktum, fortæller Tom Christensen fra galopklubbens bestyrelse.


”Fremmødet var godt, selvom den megen regn i formiddagstimerne nok kostede et par hundrede tilskuere. Stemningen var god og baneomsætningen fuldt tilfredsstillende”, beretter den tidligere direktør og sportschef for Klampenborg Galopbane.

”Banen var super og der var stor ros fra rytterne. Samtidig forløb det også fint ved startboksene, hvortil vi havde hyret et par folk fra travsporten”.

”Tilspillet var til gengæld deprimerende, men det kan ikke være anderledes når markedsføringen er ikke-eksisterende. Løbene blev hverken vist i Sverige eller i Norge, ikke en gang på deres Web-kanaler”.

Næsten et døgn efter løbsdagen er det fortsat heller ikke muligt, at se løbene i reprise nogen steder.

Et kritiseret problem fra provinsgaloppens løbsdage, der desværre endnu ikke er blevet løst mod sæsonens slutning.

Banespillet nåede lige over 240.000 kroner i det 11 løbs store program, med syv galopløb og fire travløb.

”Galopløbene udgjorde næsten 200.000 kroner, så jeg synes alt i alt vi kan være tilfredse med dagen i går, selvom en V5-omsætning på under 60.000 kroner jo slet ikke er godt nok – men det var ikke banespillets skyld”, påpeger Tom Christensen.

Den lokalt opdrættede Efesos’ uheld kastede dog en skygge over dagen. Den nybagte Scandinavian Open-vinder var den store forhåndsattraktion. Han var kommet til løb i Odense, for bare anden gang i livet, med håbet om at forsvare sidste års sejr i Fyensløbet.

”Jeg talte med jockeyen Elione Chaves efter løbet. Han kunne allerede fornemme på sidste langside, at noget ikke var som det skulle. Trist”, sammenfatter Tom Christensen.

Efesos stempler ud som væddeløber med 11 sejre og 917.063 kroner på præmiekontoen. På fredag udbyder Stutteri Nova en helsøster til Gruppe III-vinderen på Scandinavian Open Yearling Sale.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top