Fantastiske Dano-Mast vandt Stockholm Cup (Gr.3)

Danmarks bedste galophest, Stald Composit og Stald Mosehøjs 6-årige hingst Dano-Mast, vandt søndag eftermiddag karrierens præmiemæssigt største sejr, da han strøg til tops i Prospectus Insight Stockholm Cup International (Gr.3) over 2400 meter på Täby.


Dano-Mast sejrer i Stockholm Cup International (Gr.3) foran Harrier og Valley Chapel. Foto: Burt Seeger.

Dano-Mast fik en perfekt indvendig rejse af sin franske jockey Fredérick Sanchez, og ind på lige bane var duoen ikke lang tid om at koble grebet på førende Valley Chapel, der måtte indkassere endnu et sjældent nederlag i Skandinavien.

Dano-Mast vandt med halvanden længde foran en godt afsluttende Harrier/Kim Andersen, mens Valley Chapel blev tredje.

Flemming Poulsens Unfuwain-søn tjente 720.000 kroner, og rundede derved en million kroner for bare fire starter i denne sæson.

Dano-Mast og Fredéric Sanchez efter sejren i Stockholm Cup International (Gr.3). Foto: Burt Seeger.

Næste stop for Dano-Mast bliver Prix Dollar (Gr.2) på Longchamp lørdag den 5. oktober, hvor også Valley Chapel er tilmeldt.


Dano-Mast og Fredérick Sanchez sammen med delejer Erik Olesen og oppasser Christel Brix. Foto: Burt Seeger.

Dagens andet hovedløb på Täby, Insight Racing Täby Open Sprint Championship (Gr.3) om 1.000.000 kroner blev vundet af norske Pistachio og Manuel Santos, der overraskende kunne besejre storfavoritten Aramus/David P. Sanchez.

Sejren blev dog først en kendsgerning efter voldgiften havde undersøgt en episode rundt opløbssvinget, hvor Pistachio ifølge David Sanchez skulle have spærret vejen for Aramus.

“Jeg gjorde intet galt”, udtalte Manuel Santos efter løbet, og det samme mente voldgiften på Täby.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top