fbpx

Får Danmark en Triple Crown-vinder på lørdag?

Det er kun sket tre gange tidligere i dansk galopsports historie – og ikke siden 1946 – men på lørdag kan Bent Olsen-trænede Brigadier skrive sig ind i historiebøgerne som Klampenborgs fjerde Triple Crown-vinder, såfremt han vinder Arqana Dansk St. Leger.


Brigadier og Elione Chaves vandt i foråret Dansk 2000 Guineas foran Biot med Jacob Johansen. På lørdag dyster de to heste igen i årets sidste klassiker på Klampenborg. Og Brigadier kan blive Triple Crown-vinder. Foto: Burt Seeger.

Dansk St. Leger blev indstiftet i 1937, hvor Kvik vandt løbet, efter at Konja både havde vundet Dansk 2000 Guineas og Dansk Derby.

Året senere vandt Somerset Lad Dansk 2000 Guineas, hvorefter Lundtofte fulgte op med sejre i Dansk Derby og Dansk St. Leger.

I 1939 lykkedes det Sunbeam at blive Danmarks første Triple Crown-vinder, og lige efter 2. Verdenskrigs afslutning, i 1945 og 1946, opnåede både Asa Thor og Hallo den samme hæder.

Men siden har Danmark aldrig haft en hest, som både havde fart til at vinde Dansk 2000 Guineas, klasse til at vinde Dansk Derby og stamina til at vinde Dansk St. Leger.

Klampenborgs historie er ellers fyldt med navne, som vandt to af de tre klassiske opgør – nøjagtig som Konja og Lundtofte.

Frank Stewart-trænede Just Pile It hører til blandt dem, som vandt Dansk 2000 Guineas og Dansk Derby – men ikke Dansk St. Leger. Desværre blev Prince Mab-sønnen ramt af sygdom efter sin Derbysejr på Klampenborg og nåede aldrig til start i St. Leger. Foto: Burt Seeger.

Disse er Skymaster (1948), Far West (1950), Hurricane (1951), Prince (1955), Templeman (1957), Bolzano (1961), Fairytale (1962), Long John (1976), Rossard (1983), Togo (1989), Just Pile It (1994), Federico (1995), Cut Champion (2001), Sibelius (2004), Inchiline (2009), Suspicious Mind (2016) og senest Ready Teddy (2020).

Omkring Rossard hører det til historien, at hun vandt fire af Klampenborgs fem klassiske løb i 1983, men ikke Dansk 2000 Guineas, som i stedet gik til hendes staldkammerat Hjovial. Hun hjemførte således “Hoppernes Triple Crown”.

I foråret 2024 vandt Brigadier (Moohaajim) i Lone Kaj-Nielsens farver Dansk 2000 Guineas foran den senere Jyllandsløbsvinder Biot (City Light), som igen er blandt lørdagens konkurrenter.

Med er også My Fortune (Appel Au Maitre), som var tredje bag Brigadier og Biot i Dansk 2000 Guineas, og ligeledes tredje bag Brigadier og Zidane (Areion) i Dansk Derby. Senest blev det til endnu en tredjeplads i Breeders’ Prize Classic – denne gang bagved Leo Boy (Appel Au Maitre) og Triple Treat (Giant Sandman), men foran Brigadier.

Candyfloss bliver nummer to bag Inaya i Dansk Oaks 2014. Foto: Burt Seeger.
Inaya ses herover vinde Dansk Oaks i 2014. Sidenhen vandt hun også Dansk St. Leger, og hun er mor til Iyana, der på lørdag kan give Jessica Long sin sjette danske St. Leger-triumf. Foto: Burt Seeger.

Jessica Long har mulighed for at vinde Dansk St. Leger for sjette gang siden 2014, hvor Inaya (High Chaparral) sejrede overlegent i Chess Racings farver.

Og pudsigt nok er det netop Inayas datter, Iyana (Mastercraftsman), som 10 år senere kan følge i sin mors fodspor. I denne sammenhæng skal det også med, at Benny Anderssons fænomenale ‘Mondschein-linje‘ har vundet fire udgaver af Dansk St. Leger siden Sibelius (Night Shift) slog til i 2004.

Inaya, som er ud af Sibelius‘ lillesøster Vigelegere (Be My Chief), fulgte altså op i 2014, efterfulgt af sin egen lillebror Sergel (Archipenko) i 2015, og så sent som i fjor var det Ray’s Moon (Sea The Moon) der i overlegen stil vandt under Jacob Johansen.

Ray’s Moon er ud af Bloomers’ Vase (L)-vinderen Ray (Rock Of Gibraltar) – endnu en halvsøster til Sibelius.

Iyana og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Så ja, historisk set er der rigtig meget der taler for Iyana på lørdag.

Og historisk set er der ikke meget der taler for den første danske Triple Crown-vinder i 78 år – men alle løb skal rides først, og hvor vil det være rørende, hvis den første hest det lykkes for, vinder til Lone Kaj-Nielsens ære og minde.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top