fbpx

Eye In The Sky klar til Meydan Classic (L)

Torsdag eftermiddag starter sidste års vinder af Vinterfavoriternas Pris, Eye In The Sky, for anden gang under lysene på Meydan.


Efter sin strålende afslutning til fjerdepladsen i Dubai-debuten den 6. februar, er Sinndar-sønnen klar til at krydse klinger med ni konkurrenter i Listed-opgøret Meydan Classic over 1400 meter græs. Der er 125.000 US$ i samlet præmiesum i opgøret.

Niels Petersen kunne ikke være andet end tilfreds med Eye In The Skys årsdebut i Meydan Classic Trial for små tre uger siden.

Her var den skimle hingst slået med mindre end 2½ længde af vindende He’s No Saint, og selv om træneren nok rigtig gerne så distancen være en god del længere, så må hele kredsen omkring Eye In The Sky være fulde af forventninger til torsdagens begivenhed.

Eye In The Sky startede kun to gange som 2-årig i fjor. Efter sin sejr i debuten på Øvrevoll gik hingsten direkte ud og vandt Vinterfavoriternas Pris på Täby foran staldkammeraten Duke Derby.

I livets tre første starter er hesten blevet redet af svenske Per-Anders Gråberg, men i Meydan Classic bliver det irske Kieren Fallon der har fået opgaven.

Fallon sidder i øvrigt også op på Niels Petersens Manchester i torsdagens sjette og afsluttende opgør, Al Naboodah Cargo Centre Trophy over 2200 meter.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top