Wido Neuroth-trænede Touch Of Hawk vandt søndag eftermiddag sin første sejr siden 2010-triumfen i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll, da han under Espen Ski galopperede i mål som sikker vinder af SGS Höshandicap over 2000 meter dirt track på Täby.
Allerede rundt opløbssvinget pullede den tidligere norske Derbyvinder sig i front, og selv om Mikkelangelo/Rebecca Colldin en overgang så farlig ud midt i opløbet, havde Touch Of Hawk ingen problemer med at hjemtage sin karrieres syvende sejr og førstepræmiens 125.000 kroner til Stall E&F.
Tredjepladsen tilfaldt Ede Sensation/Leonard Rios, mens den klare forhåndsfavorit, Raahin/Per-Anders Gråberg, måtte nøjes med fjerdepladsen. Vinderoddset på Touch Of Hawk var 6,6.
De to danske heste, Manchego og East Meets West, var begge udgået.