fbpx

Electrocutionist gav Godolphin World Cup-sejren

Efter et 2005 som hurtigt vil gå i glemmebogen for “the boys in blue”, bragte Red Ransom-sønnen Electrocutionist lørdag aften Godolphin tilbage på tronen som verdens mægtigste væddeløbsstald med sejren i Dubai World Cup (Gr.1) over 2000 meter på Nad Al Sheba.


Electrocutionist var bookmakernes favorit, men i Dubai havde både jockey Frankie Dettori, træner Saeed bin Suroor og racing manager Simon Crisford inden løbet været i tvivl om hingsten magtede det frygtede startspor ét – et spor som aldrig tidligere havde bragt en præmietager i World Cup’en, og et spor som Dettori havde startet fra to gange tidligere, med to sidstepladser til følge.

Frankie fik dog givet sin hest en god rejse, og han formåede at fange andet spor rundt opløbssvinget, hvorefter han trak længere ud i banen på den lige strækning og indledte angrebet på førende Brass Hat.

Nad Al Shebas lange opløb gjorde udslaget for Electrocutionist, der til slut viste sig stærkest og trak fra til sejr med halvanden længde før Brass Hat, der igen havde tre længder til Wilko på tredjepladsen.

Amerikanske Magna Graduate sluttede fjerde, mens japanernes store håb Kane Hekili sluttede femte. Herefter fulgte Chiquitin, Maraahel, Star King Man, Super Frolic, Choctaw Nation og Shakis.

Efter sejren i World Cup’en udtalte Frankie Dettori sig således: “Jeg trak ikke vejret i to minutter.

Min hest fik ikke nær så god en rejse som Kane Hekili i front, men jeg fandt et hul i svinget og tog imod det med begge hænder. Derefter måtte jeg skifte spor igen og tabte både terræn og energi.

Men det var en stor præstation og en flot sejr for Godolphin-teamet. Jeg var dog ikke sikker på sejren før 50 meter fra mål, idet Brass Hat næsten var umulig at sætte af”.

Sejren i Dubai World Cup (Gr.1) indbragte 3,6 millioner US$ til Godolphin, som afsluttede en fantastisk aften på Nad Al Sheba med stor opbakning fra størstedelen af de i alt 70.000 tilskuere.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top