fbpx

Ejere scorede kassen på Warp Core

Tredjesidst seedet i et felt på 12, men helt overlegen til bare syv gange pengene. På papiret stod der ikke skrevet i stjernerne, at Unnie Jacobsen-trænede Warp Core skulle lukke og slukke St. Bededags V5-spillet med sejr i Klampenborg, men det gjorde den ikke desto mindre.


Oven i købet med to kilos overvægt, i hestens første start i år. Efter en toårssæson, som var helt håbløs som pengeløs i otte starter.

”Ejerne har haft tålmodighed, og så har vi haft hjælp af Desmond Scarlett siden i fjor”, siger en glad Unnie Jacobsen.

Rygterne på banen svirrede omkring en forbedret Warp Core, og det var et staldskrig med ekko. Foruden sejrspræmiens 13.000 kroner smilede lykken også til nogle af ejerne i spillet.

Nok faldt de af i første afdeling af V5-spillet med fire heste afkrydset, men de øvrige fire vindere i stregspillet sad på kuponen, og det var tilstrækkelig til et samlet udbytte på over 30.000 kroner.Ingen spiller i det fælles skandinaviske V5-spil havde nemlig fem rigtige, og så blev der penge til rækker med fire rigtige.

Med på ejerholdet af den tidligere så upåagtede Warp Core er spilleforhandleren Torben Kærsgård i Råshuskiosken i Kgs. Lyngby. Egentlig rystende, at han er den eneste spilleforhandler i storbyen med indskud til heste, med kun få kilometer til Klampenborg Galopbane og travbanen i Lunden.

Torben Kærsgårds kiosk havde lukket St. Bededag, så det benyttede kioskejeren sig til at aflægge Klampenborg Galopbane besøg. Det kom han ikke til at fortryde.

Sejren blev fejret med champagne i solen, tæt ved vindercirklen, hvor folkene en time forinden tog deres første opstilling, efter en kolossal formforbedring af deres fælles væddeløber.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top