fbpx

Dyreste Deauville-åring nært beslægtet med dansk avlshingst

Det franske auktionshus Arqana kan med stor tilfredshed se tilbage på Europas første store åringsauktion i 2009.


Gennemsnitsprisen steg i forhold til i fjor, hvor de endda i modsætning til øvrige europæiske auktioner nåede at undgå finanskrisen. Auktionens dyreste åring blev solgt for 900.000 euro til Sheikh Mohammed, og hingsten er nært beslægtet med Stutteri Løkkemarkens avlshingst Royal Major.

Det blev det dyreste åring nogensinde i Deauville, og Sheikh Mohammeds agent John Ferguson måtte af med et beløb svarende til godt 6,7 millioner danske kroner for at få hammerslag på den fukse hingst efter Storm Cat – Elbaaha v. Arazi. Fergusons store interesse i hingsten skyldes nok ikke mindst, at åringen er halvbror til Godolphins tidligere topstjerne Electrocutionist, der både vandt Dubai World Cup (Gr.1), Juddmonte International Stakes (Gr.1) og Gran Premio Di Milano (Gr.1).

Åringens mormor er Gesedeh, der udover Elbaaha også er mor til Reem Dubai (Nashwan), og netop Reem Dubai er selv mor til Gruppe-1-vinderen Royal Highness (Monsun) og Gruppe-3-vinderen Royal Dubai. Hvad man ikke kan så åringens katalogside er dog, at Reem Dubai udover de førnævnte topvæddeløbere ligeledes er mor til Monsun-sønnen Royal Major, der tidligere var i træning hos Flemming Poulsen.

Royal Major forulykkede i sit livs første start, og i dag er han opstaldet på det fynske stutteri Løkkemarken, hvor han i 2009 har bedækket sine første hopper. Royal Major er den eneste Monsun-søn i den skandinaviske avl, og som helbror til Gruppe-1-vinderen Royal Highness samt de nære relationer til bl.a. Electrocutionist må Royal Major betegnes som endnu et højst interessant emne blandt de danske avlshingste.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top