fbpx

Double for Susanne Johansen og Rafael Schistl

Klampenborg-træner Susanne Johansen har fået en jubelstart på sæsonen 2013, hvor det efter lørdagens program er blevet til tre sejre i lige så mange forsøg.


Pinocchio. Foto: Burt Seeger.

På premieredagen i lørdags vandt Susanne Johansen med Michelle Gross-ejede Shrek, og denne gang vandt Shrek igen med 68 kilo på ryggen, mens 3-årige Pinocchio kunne henvise Sir Winston og Rated til de sekundære pladser i The Kicker 3-års Løb.

Efter forhåndsafbud fra Rightquest Carlras var der kun fem heste til start i The Kicker 3-års Løb over 1500 meter, og favoritværdigheden i totalisatoren var delt imellem Sir Winston/Elione Chaves og Rated/Jacob Johansen, der begge var spillet i 23:10.

Løbet blev åbnet i et godt tempo med Pinocchio/Rafael Schistl og High Heeled Honey/Marcos Robaldo som de forreste.

På vej ind i opløbssvinget faldt High Heeled Honey fra, og Pinocchio kom alene i front ind på den lige strækning.

Her skød både Sir Winston og Rated frem til angreb, men Schistl sad længe bomstille på ryggen af outsideren, der først fik endelig marchordre 300 meter hjemmefra.

En overgang var Sir Winston foran, men skimle Pinocchio fightede heroisk og slog contra over de sidste 150 meter.

Rated kunne ikke følge de to første i opløbet og endte mere end 10 længder efter som tredje, et par længder foran staldveninden High Heeled Honey og yderligere seks længder foran den sidste præmietager, Clauses Angola/Oliver Wilson.

Pinocchio, der ejes af Susanne Johansen selv, er ud af Richard Of York-datteren Miss Moet, som selv er en halvsøster til både Maltho og Roy Arne Kvislas store danske Derbyhåb i år, Desert Dawn. Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Pistachio-sønnen, som er opdrættet af Bechmann Racing.


Shrek. Foto: Burt Seeger.

Shrek med 68 kilo!

Rafael Schistl var ligesom i sidste uge i sadlen på Susanne Johansen-trænede Shrek i lørdagens afsluttende opgør, Tertullus Handicap over 1800 meter. Academy Award-sønnen fik tre kilo for sin lette sejr ugen forinden, hvilket betød at han måtte løbe med 68 kilo på ryggen denne gang.

Det betød dog ingenting for Shrek, der nu var endnu mere overlegen i forhold til San Jemeniano/Martin Rodriguez, som igen måtte se sig henvist til andenpladsen af den 5-årige brune vallak, der med stormskridt nærmer sig Listed-klassen og i mange henseender leder tankerne hen på Maltho, som ligeledes gik fra at være lettere upåagtet til pludselig at tilhøre den hjemlige elite.

Både Shrek og Maltho er i øvrigt opdrættet af York Stutteri.

Det var Shreks ottende sejr i 20 starter, og med førstepræmiens 16.000 kroner rundede han 200.000 i samlet præmiesum. Tredjepladsen i Tertullus Handicap blev indtaget af Solo/Marcos Robaldo foran Binary Star/Espen Ski og Liberation/Luis Santos.


Arctic Diamond. Foto: Burt Seeger.

Lea lagde fra land i Amatørstatistikken

Suveræne Lea Olsen fik en perfekt start på sæsonen i årets første opgør for amatørrytterne, da hun red Karin Tedesunds Arctic Diamond til en besnærende sejr over 1400 meter foran Navajo/Sara Nilsson og Sikorsky/Rikke Bay Torp. Boss/Jonna Gustafsson og Zolitall/Anna Nilsson tog de sidste præmier.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top