fbpx

“Det er mange penge at for købe for”

Der er rejst 1,5 millioner norske kroner til indkøb og træning af en kandidat til Norsk Derby 2020, og anparterne sælges i en lind strøm i det nye, store hesteejerprojekt på Øvrevoll. 


Her står kredsen bag Master Bloom klar til at tage imod årets Derbyvinder. Foto: Burt Seeger.
Cathrine Erichsen (længst til højre) skal træne “Derbyhesten 2020” på Øvrevoll. Foto: Burt Seeger.

50 anparter á 30.000 norske kroner. Sådan er projektet med navnet “Derbyhesten 2020” skruet sammen, og mens der endnu ikke er en hest på plads, ligger det fast, at Cathrine Erichsen både skal købe og træne den.

”Ja, jeg har fået til opgave at finde en 2-årig hest, som kan være en kandidat til vores derby næste år”, fortæller hun til GalopSport.

”Det er mange penge at købe for efter skandinavisk målestok, og jeg kommer til at tage mig god tid. Først og fremmest vil jeg tage rundt på de internationale Breeze Up-auktioner, men kommer også til at forhøre mig privat”.

De 30.000 norske kroner er et engangsbeløb, og der tilkommer ikke flere udgifter for investorerne.

”Vi har solgt de 30 anparter indtil videre. Formålet er jo, at få nye mennesker ind i sporten, og om ganske kort tid gør vi et fremstød på Norges største travbane, Bjerke, her i Oslo, for at forsøge at rekruttere kunder fra travsporten”, afslører Cathrine, som blev udset blandt de fem Øvrevoll-trænede, som havde lagt billet ind på at få chancen.

Og Cathrine Erichsen havde i dén grad også en jubelsæson i 2018 med storløbssejre på samlebånd med navne som Derbyvinderen Master Bloom, 2000 Guineas-vinderen Duca Di Como og 3-årige hopper som Steps’ Divine og Shantou.

Hun fik tilmed en tillægsgevinst mod slutningen af sæsonen.

”Jeg overtog Seaside Song fra Lars Kelp. Hun er en lækker hest, og når hun er helt i orden, er der ikke mange hopper i Skandinavien der kan følge hende på de kortere distancer”, siger Cathrine.


Master Bloom og Carlos Lopez vinder The Macallan Dansk Derby foran King David/Oliver Wilson og Lea/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Master Bloom og Carlos Lopez vinder The Macallan Dansk Derby foran King David/Oliver Wilson og Lea/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

På spørgsmålet om sidste års overlegne danske Derbyvinder Master Bloom kan tage springet op i den skandinaviske elite, svarer hun:

”Det kræver jo seks til otte kilos udvikling. Men jeg synes ikke, at den skandinaviske elite holder helt så højt et niveau som tidligere, og nu er Hurricane Red også pensioneret”.

”Men der er alligevel en verden til forskel på at være i toppen af derbyårgangen og så at kunne vokse sig ind i den ældre elite, så vi kommer til at matche ham forsigtigt indledningsvis. Master Bloom lægger for i nogle handicaps, men selvfølgelig sigter vi med tiden efter øverste hylde”.


Duca Di Como var helt overlegen i Mischa Kahns Minneslöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Duca Di Como var helt overlegen i Mischa Kahns Minneslöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Det velsagtens mest interessante navn på Cathrine Erichsens træningsliste er 4-årige Duca Di Como.

Han vandt Norsk 2000 Guineas på græs, var helt overlegen i Mischa Kahns Minneslöpning på dirt, er ubesejret på distancer op til 1600 meter og led sit hidtil eneste nederlag over en for lang distance i Norsk Derby (L).

”Han sluttede året med 91 i handicap og har Pramms Memorial på Jägersro som sin første hovedopgave. Han er langt højere handicappet end Master Bloom og må møde den ældre elite direkte”, forklarer Cathrine.


Muteki/Madeleine Smith holder sig akkurat foran Silver Falcon/Carlos Lopez i Svenskt St. Leger. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Silver Falcon (nærmest) vender forhåbentlig tilbage i 2019. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Eneste malurt i bægeret i et ellers fremragende 2018 for Cathrine Erichsen var, at de store 2-årssejre udeblev.

”Mine 2-årige heste var bare ikke så langt fremme i fjor, men jeg er stadigvæk fuld af fortrøstning. Der findes meget udvikling i dem – og jeg skal nok være på plads til Dansk Derby igen i år”, lover træneren, som fik sit bedste 2-årsresultat med Buck Racings Buckybabe (Helsinki), der vandt Øvrevoll Hesteeierforenings Vandrepokal til en førstepræmie på 63.000 norske kroner.

Også i 2019 kan det komme til at se en smule tyndt ud på 2-årssiden.

”Jeg har desværre kun tre 2-årige heste i træning, men får jo i hvert fald én mere med den kommende hest i det nye Derbykoncept – og så kommer der forhåbentlig også yderligere tilgang i løbet af foråret”, håber Cathrine Erichsen, som også forventer at se sin St. Leger-vinder og Derby-2’er Silver Falcon tilbage efter lang pause.

“Han startede slet ikke i fjor på grund af store problemer med hovene. Det ser dog fint ud igen nu og jeg håber det holder, for så kommer han til at få en stor sæson”.


Carlos Lopez fejrer sin dagssejr nummer seks på ryggen af Master Bloom. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Carlos Lopez fejrer sin dagssejr nummer seks på den svenske Derbydag i 2018. Sejren blev vundet på ryggen af Master Bloom. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I fjor var det i særdeleshed Carlos Lopez, men også Elione Chaves og Per-Anders Gråberg der hev de store sejre hjem til stalden. Hvem skal ride for Cathrine Erichsen i år?

”Lige nu har jeg ikke nogen aftale om en fast førstejockey”, afslutter hun.

Men mon ikke telefonen nok skal ringe alligevel.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top