Kirsten Rausings Lanwades Stud havde i går glæden af at præsentere endnu en ny avlshingst på det succesrige stutteri i Newmarket, og denne gang er der tale om en dobbelt champion – den engelske Derbyvinder Sir Percy (Mark Of Esteem – Percy’s Lass v. Blakeney), der udover sin flotte klassiske sæson også var ubesejret som 2-årig og vinder af Racing Post Trophy (Gr.1).
Sir Percy kommer dermed til at stå opstaldet samme sted som Breeders’ Cup Mile (Gr.1)-vinderen Domedriver, og øvrige topnavne som Hernando, Selkirk og With Approval.
“Vi er stolte over at se en Derby-vinder slutte sig til Lanwades, og med sin fremragende afstamning og sine løbspræstationer bliver han af stor værdi for både hjemlige og udenlandske hoppeejere”, fortæller Kirsten Rausing om Sir Percy, der vil starte sin første bedækningssæson i 2008 til en pris på 8.000£.