fbpx

Derby: Store forskydninger i weekenden

Med blot lidt over en måned til DFDS Seaways Dansk Derby, er jagten på en plads blandt de 15 deltagere for alvor sat ind.


Mange Derbykandidater var i aktion i weekenden, og der blev vendt godt og grundigt rundt på det samlede billede, idet flere nye navne pludselig har meldt sig ind i ræset.

Her er en gennemgang af de øverste 20 på listen, med deltagere fra toppen og ned til og med 75 i handicap.

1. Buzz Lightyear (SWE), hcp. 82

Startede sæsonen med 83 i handicap, men blev sænket et kilo ovenpå præstationen i Derby Drömmen på Jägersro, hvor han var mange længder efter vindende Cassano.

2. Cassano (den), hcp. 82

Indledte året på samme måde som han sluttede 2011, med en overlegen sejr over 1730 meter på Jägersro. Skuffede i søndagens 2000 Guineas på Klampenborg, hvor han allerede få hundrede meter efter starten havde svært ved at hænge på. Sænket et enkelt kilo på den præstation.

3. The Kicker (DEN), hcp. 81

Har startet 2012 med to sejre på stribe, og tog en storartet sejr i Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas søndag eftermiddag på Klampenborg. Steg fra 79 til 81.

4. Pro Hunter (DEN), hcp. 80

Sæsondebuterede i 2000 Guineas Trial som fjerde bag Solo, East Meets West og Darcy. Vendte formen på både Solo og Darcy i søndagens 2000 Guineas, hvor han sluttede stærkt af bag vindende The Kicker. Steg seks kilo fra 74 til 80.

5. Lake Cooloola (ger), hcp. 79

Var anden bag Cassano over 1730 meter i sæsondebuten på Jägersro, og var på sit første besøg på Klampenborg søndag eftermiddag i Beierholm Derby Testen. Her sluttede han en godkendt fjerde bag vindende Anthony, slået med 2½ længde.

6. Anthony (DEN), hcp. 78

Startede sæsonen med handicap 78, men blev sænket to kilo efter to præstationer under vanlig standard. Førte fra start til mål i Beierholm Derby Testen søndag eftermiddag på Klampenborg og er nu tilbage på sit tidligere handicap på 78.

7. Darcy (DEN), hcp. 77

Sæsondebuterede med en sikker sejr på Klampenborg, inden han blev tredje i 2000 Guineas Trial. Røg en placering længere tilbage i selve 2000 Guineas og er sænket et enkelt kilo til 77.

8. Loyal (DEN), hcp. 77

Leverede en stærk præstation i sæsondebuten på Jägersro og steg til handicap 78. Sænket et kilo efter søndagens første møde med Klampenborgs græs, hvor han sluttede sidst af otte deltagere i Beierholm Derby Testen.

9. Solo (DEN), hcp. 77

Vandt 2000 Guineas Trial i sin sæsondebut, men havde Pro Hunter foran sig i selve 2000 Guineas. Han slog dog atter Darcy. Har bibeholdt sit handicap på 77.

10. Watch Me Fly (SWE)

Afsluttede stærkt til tredjepladsen bag Cassano og Lake Cooloola i Derbydrömmen på Jägersro senest og steg til 77 i handicap. Har ikke startet siden.

11. Zen Zansai Zaid (SWE), hcp. 77

Aflagde maidentitlen i sin første start over 2400 meter på Täbys dirt track, og leverede endnu en solid præstation som tredje i Beierholm Derby Testen bag Anthony og Hanna. Er lige nu blandt fem Derbykandidater med handicaptallet 77.

12. Easy Come Easy Go (den), hcp. 76

Har startet to gange hjemme på Øvrevoll i år, første gang på dirt og senest på græs. Var helt under isen senest den 17. maj og blev derpå sænket fra 77 til 76.

13. Fillip Stark (DEN), hcp. 76

Fulgte op på sin lovende 2-årsdebut med at vinde sin sæsondebut i et maidenløb over 1600 meter på Klampenborg. Præstationen blev af handicapper Pam Cordrey vurderet til et handicap på 76.

14. Hanna (SWE), hcp. 76

Sæsondebuterede som femte bag Summertime i Mowerina Trial, men var som forvandlet i sin første start over 2200 meter i Beierholm Derby Testen søndag eftermiddag på Klampenborg, hvor hun fulgte Anthony til dørs som anden. Hun steg fra 69 til 76 og ser sikker ud på en Derbybillet.

15. Accomplished (DEN), hcp. 75

Var tredje bag Darcy i sæsondebuten over 1500 meter på Klampenborg, og var søndag femte bag Anthony, Hanna, Zansai Zaid og Lake Cooloola i Beierholm Derby Testen. Steg fire kilo fra 71 til 75 på den præstation.

16. Blue Saphire (DEN), hcp. 75

Aflagde maidentitlen på fornem vis i sin sæsondebut, og fulgte søndag op med en andenplads bag Florence Craye i Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb. Er steget fra 68 til 75 på sine to første starter i 2012.

17. Hovsa (DEN), hcp. 75

Sluttede 2011 af med en overlegen sejr på Klampenborg, og sæsondebuterede lovende som femte gennem mål i Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas. Han havde The Kicker, Pro Hunter, Solo og Darcy foran sig. Fastholdt sit generalhandicap på 75.

18. Khan (DEN), hcp. 75

Sæsondebuterede over for korte 1500 meter med en fjerdeplads, tre længder bag vindende Darcy. Løb meget grønt i sin første start over 2200 meter i begyndelsen af maj, men sluttede fint af til tredjepladsen, og var klart forbedret ved søndagens sejr i et handicap mod ældre heste over 2400 meter. Er steget fra 68 til 75 på sine tre første starter i år.

19. Macki (DEN), hcp. 75

Fin sin livsdebut i begyndelsen af maj som godkendt femte bag One Direction i et maidenløb over 2200 meter. Satte sig i respekt i søndagens Beierholm Derby Testen, hvor han som sjette blot var tre længder efter vindende Anthony. Og det var vel at mærke efter en meget uheldig rejse, hvor der blev tabt længder rundt tribunesvinget.

20. Summertime (DEN), hcp. 75

Vandt Mowerina Trial efter en imponerende afslutning i årets anden start, men kunne ikke vise samme takter i selve Mowerinaløb på det hurtige underlag, hvor hun fik for langt frem. Sluttede lige uden for præmierækken og blev sænket et kilo fra 76 til 75.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top