Fredag morgen kl. 7.30 nedkom den tidligere Derby-2’er og storløbsvinder Athene (Final Appearance – Miss Fyns Tivoli v. Saville Row) med et flot brunt hingsteføl efter den svenske avlshingst Songline.
Nina Falck og Gert Larsens Athene, en datter af den nyligt afdøde top-avlshoppe Miss Fyns Tivoli, fik her sit første føl efter hun afsluttede sin karriere i 2006. Hoppen kom ikke til start som 2-årig, men havde en fin klassisk sæson i 2004 med andenpladsen i Dansk Derby bag Sibelius og tredjepladsen i Dansk Oaks bag La Petite Chinoise.
Som 4-årig voksede Athene endnu en klasse, og efter at have været tredje bag Funny Legend i Dansk Breeders’ Cup sejrede hun sidenhen overlegent i både Dexterity Hoppeløb og Sceptre Stakes.
Athene er desuden helsøster til Amusement, som både var anden i Dansk Derby og Svenskt Oaks, samt halvsøster til bl.a. Airboss (Richard Of York), der vandt Dansk Kriterium forrige sæson.
Det nyfødte hingsteføls far Songline (Diaghlyphard) var firedobbelt Listed-vinder og champion i Skandinavien, hvor han vandt 14 af sine 23 starter og indløb mere end 3,2 millioner svenske kroner. Songline har virket i avlen siden 1999, og han har formået at slå sit navn godt fast som far til bl.a. den mest vindende svenskfødte hest gennem tiderne – Derby, Oaks, Breeders’ Cup, Golden Mile (L), Scandinavia Cup og Scandinavian Open (Gr.3)-vinderen Halfsong.