fbpx

Dansk hesteejer har rykket 12 heste til Sverige

Den hårdt satsende danske hesteejer og opdrætter, Claus Reinhold Andersen, har efter et mangeårigt samarbejde med Brian Wilson i Klampenborg flyttet sine heste til den anden side af Øresund – hos Marie Lustig med tilknytning til Jägersro.


”Trænerskiftet er sket i fuld forståelse med Brian Wilson!, siger Claus Reinhold Andersen.

“Marie er en fantastisk dygtig hestepige, som hjalp os med at få Clauses Vibber til at gå ind i startboksen. Noget den havde store problemer med i tiden i Klampenborg”.

”Jeg kalder hende for en hestehvisker, og nu er hun så blevet professionel. Jeg har også bemærket, at nogle af de største trænere i Skandinavien af og til overlader en hest til Marie i en kortvarig periode, når deres heste har problemer”, fortsætter Claus Reinhold Andersen.

Fremtiden må så vise, om hun også kan træne mine heste til sejre. Jeg har valgt at tage chancen, og har overladt 12 heste til hende. Hun har træningskvarter omkring en halv time fra Øresundsbron, så det er nemt at komme dertil”.

”Jeg har allerede fået en stor oplevelse i hendes stald. Den dygtige amatørrytterske Jonna Gustafsson er blevet lærling, for ellers kan hun ikke ride mine heste i løb”, griner Claus Reinhold Andersen.

”Jamen det er da sødt, og hun skal skam nok få chancen. Hun har to kilos lettelse med licensbyttet”, konstaterer Claus Reinhold Andersen.

Det er over et kvart århundrede siden, at Claus Reinhold Andersen kom ind i galopsporten.”Min første hest var Motovario. Jeg opdrætter fortsat. Har fået bedækket to hopper i år, begge ved Binary File”, oplyser Claus Reinhold Andersen, som har sine kampe med Skattevæsenet.

”Jeg har af samme årsag oprettet et firma i Sverige, så jeg fremadrettet er uafhængig af systemet herhjemme. Mine heste er udlejet til det nye firma i Sverige”, afslutter den glødende fuldblodsentusiast.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top