For ca. 20 år siden fik Flemming Poulsen trænerlicens og slog sig ned ved Fyens Væddeløbsbane. Det blev til en årrække med flotte resultater både i provinsen, på Klampenborg og i udlandet.
Persian Consents sejr i Fyensløbet står som Flemming Poulsens største sejr i årene på Fyn, men det blev endvidere til sejr i Jyllandsløb, Dansk Avlsløb og andenpladsen i et gruppe 3-løb i Baden Baden med hesten Danish Dancer.
Flemmings egentlige gennembrud kom i 1989 – året hvor hans dejlige hoppe Succeed blev 2. i Dansk Derby og han samtidig vandt det danske trænerchampionat, hvilket ikke er hverdagskost for en provinstræner.
I 1994 valgte Flemming, grundet de flere løb, at flytte sin stald til Sjælland, hvilket viste sig at være en meget fin idé.
Det første år indbragte ham 2 storløbssejre, da skimlede Rebuild var først over målstregen i både Larch Ærespræmie og Idag Cup. Året efter vandt Top Coat Vinterfavoritternes Ærespræmie.
1996 var Flemming Poulsens hidtil bedste sæson nogensinde som træner.
Palatal (Lyphard´s Wish – Nickle Lady) vandt både Dansk og Svenskt Derby og Top Coat tog sig af Svenskt Oaks. Efter den fremragende 96-sæson gik det desværre ned ad bakke, og både 1997 og 1998 blev år med meget magre resultater.
I vinterpausen rykkede Flemming Poulsen endnu nærmere Klampenborg Galopbane og overtog halvdelen af Enghavelyst efter Frank Stewart.
Og Flemming har virkelig haft vind i sejlene i foråret.
Første løbsdag havde han 3-årige Woven Roving til start mod storfavoritten Cut Legend – en opgave Woven Roving løste på flotteste vis og vandt sikkert. Det var Woven Rovings kun anden start i karrieren, efter en sen 2-årsdebut sidste år. Woven Roving er efter Mystiko og Clockwatch og blev købt på October Sales i Newmarket for 5.000 guineas.
Det var hestens ejer, Erik Olesen, som blev imponeret af den store åring, og efter at Flemming havde set hesten efter, kom den med hjem i transporten.
”Da vi første gang viste Woven Roving frem i stalden troede folk faktisk at han var ridehest på grund af hans bygning”, siger Flemming Poulsen med et smil på læben.
Og Woven Roving er bygget på en speciel måde, men ikke desto mindre har han en frisk galop og et behageligt temperament. Han elsker at løbe, og er en typisk miler – hvilket træneren er meget glad for med henblik på 2000 Guineas og Larch Ærespræmie, der begge løbes over 1600 meter.
Selv om Woven Rovings sejr over Cut Legend har vakt stor opmærksomhed, er det en anden af Flemming Poulsens heste, som er øjeblikkets store samtaleemne.
Det er 3-årige Dano-Mast, der ligesom Woven Roving blev købt på October Sales forrige år. Prisen for hingsten efter Unfuwain og Camera Girl var 11.500 guineas, og han blev erhvervet på en auktion hvor gennemsnitspriserne på de godt trukne heste var meget høje.
Allerede som åring var det åbenlyst, at Dano-Mast ville blive sen, men både træner og ejer var enige om at købe hesten med henblik på Dansk Derby. Det var dog ikke meningen, at han skulle stå stille hele 2-års sæsonen, men en skade i bagbenet satte ham en del tilbage, og debuten blev udsat til i år. Her var Dano-Mast utrolig grøn og mistede adskillige længder ud af startboksen, hvorefter han aldrig havde chance for at slå en velgående Clouseau.
I starten efter over 2200 meter var Dano-Mast favorit, og disse forventninger blev indfriet med en afstoppet sejr på 15 længder.
En helt igennem fantastisk præstation i hingstens kun anden start. Nu sigtes der frem mod Dansk Derby den 27. juni, men inden da skal Dano-Mast ud i et 1800-meter løb den 29. maj. Løses denne opgave tilfredsstillende venter både Svensk og Norsk Derby senere på sæsonen.
På irske Goffs Sales købte Erik Olesen i 1997 den veltrukne hoppe Synolite v. Be My Guest – Guida Centrale. Synolite er halvsøster til en italiensk Oaks-vinder og kostede hele 24.000 guineas. Der har desværre været mange problemer omkring Synolite, og netop som hun virkede klar blev hun ramt af en skade i bagbenet under et træningsarbejde.
Flemming Poulsen venter hende klar om ca. 14 dage, mens årets hovedopgave er Dansk Oaks i september.
Flemming Poulsen overtog i slutningen af sidste sæson St. Leger-vinderen McGuire fra Desmond Scarlett, og næsten samtidig blev McGuires lillebror Vetrotex købt på Ædle Hesteavls Åringsauktion.
Året forinden havde Flemming også fået McGuires lillesøster Nazia i træning, hvilket betyder at alle de aktuelle væddeløbere efter den storartede avlshoppe Natalja findes i stalden på Enghavelyst.
2-årige Vetrotex ligner McGuires type meget og er ligesom som broderen noget sen. Han ventes klar i slutningen af september.
Nazia er også blomstret op som 3-åring. Efter en god sæsondebut var hoppen fjerde i Mowerinaløb bag Shaisa, Steel Express og Castle Queen – en fin præstation i betragtning af at 1600 meter er alt for kort for Natalja-afkommene.
Erik Olesen stod sammen med Baagøe Schou og Kim Elsass også bag et af de dyre emner på den svenske åringsauktion sidste år. Her fik han hammerslag på Well Well v. Diaglyphard – Sholam. Well Well kostede 120.000 svenske kroner og ligner en hest med stort potentiale.
”Han er vokset 11 centimeter siden auktionen og tiltrækker sig altid en masse opmærksomhed når vi er på banen”, siger Christel Brix som hjælper til hos Flemming Poulsen.
Well Well er ligesom så mange af staldens tidligere 2-åringer en sen type, der ikke får de store opgaver tilknyttet sig i år – men Flemming Poulsen har før bevist, at det betaler sig at vente med de sene heste – i første omgang med Palatal, og i år ser det også ud til at specielt Dano-Mast og Woven Roving har haft godt af en anonym 2-årssæson.