fbpx

Classical World klar til større opgaver

Det var en tilfreds Torben Christensen som satte sig i bilen med kurs mod Aarhus efter den besnærende sejr til Classical World ved 2. påskedags-galoppen i Klampenborg.


Classical World. Foto: Burt Seeger.

Den 6-årige skimmel tog flere tunge skalpe i Inco AS Påske Pokalen over 2200 meter, heriblandt de to nærmeste vidner på målstregen. De klassiske vindere High Flyer og Django, som sluttede henholdsvis anden og tredje.

”Det var en meget flot præstation. Det lover godt for i år, hvor hesten stort set kun skal løbe i Klampenborg og på Jägersro”, fortæller Torben Christensen. “Jeg vil selvfølgelig meget gerne vise ham frem på min hjemmebane i Århus, men der findes bare ingen passende opgaver”.

”I Jydsk Champion Stakes skulle han løbe med 65 kilo, og det vil jeg ikke byde en hest med en så lille størrelse. Der findes flere spændende opgaver på både Jägersro og Klampenborg, og han fungerer heldigvis fint på begge baner”, fortsætter Torben Christensen

Provinsens fløjhest fik ganske vist fire kilo af både Django og High Flyer, men det skal ikke rokke ved indsatsen. Classical World vandt med kræfter i behold, og fortjener vel næsten at komme på anmeldelseslisten til Lanwades Stud Scandinavian Open Championship (Gr.3) den første søndag i august.

”Muligheden foreligger. Det skal vi drøfte” fortæller Torben Christensen, på vejen hjem til Smilets By.

Classical World. Foto: Burt Seeger.

Classical World ejes af Kristian Andersen som har haft stor betydning for Torben Christensens sunde trænerforretning i tre årtier, men hovedæren har træneren selv, som også har evnet at uddanne nogle af sportens mest talentfulde på hesteryg.

Jockeyerne Klavs Hviid og Carsten Rasmussen, som på hver sit felt var lysår over middel. Klavs Hviid som både fladløbsrytter og forhindringsjockey, med derbysejren på ryggen af Fabulous som det største øjeblik, mens Carsten Rasmussens nok største personlige sejr var trumfen i Jyllandsløbet med Habakuk.

Rent teknisk kan intet dog måle sig med jockeyens sejr i Skandinavisk Grand Prix med provinshesten Bette-Nøk. En af de mest elegante styringer man har set på grønsværen i Ordrup Mose, med det sejrsgivende angreb indledt ved Møllers Hus.


High Flyer fortsætter hvor han slap

Elkær Stutteris 4-årige High Flyer, der afsluttede sin flotte klassiske sæson i fjor med at triumfere i Svenskt St. Leger på Täby, fortsatte sine forrygende takter i mandagens sæsondebut.

Fire kilo gav han til Classical World, og han formåede at slå Scandinavian Open-vinderen Django fra lige vægt.

High Flyer tilbragte det meste af de 2200 meter på feltets sidsteplads, og ind på opløbsstrækningen blev han sendt ud til angreb yderst i banen af Kim Andersen.

Længe lignede High Flyer en mulig vinder, men i sidste ende blev de fire kilos forskel dog for stor en fordel for Classical World.

Træner Søren Jensen kan dog ikke være andet end lykkelig over High Flyers toppræstation, der af Pam Cordrey blev belønnet med en stigning til 87 i generalhandicap.

Linamix-sønnen står tilmeldt Walter Nilsens Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll den 17. maj, og dette var en glimrende generalprøve for hesten, der allerede kender den norske hovedstadsbane godt fra i fjor, hvor han både vandt Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer og siden var tredje i Norsk Derby (L).

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top