fbpx

Breeders-vinder går i avlen

Sidste års vinder af Breeders’ Trophy Stayer på Täby, Hanne Bechmann-trænede Air Strike Eleven, har startet for sidste gang.


“Det var vores håb, at hun kunne tage en sæson mere, og at hun i vinterpausen ville komme sig rigtigt ovenpå en skade hun pådrog sig i sin sidste start i fjor. Desværre lykkedes det ikke, men vi har besluttet at beholde hende og sende hende i avlen på York Stutteri”, fortæller hoppens ejere Jane og Flemming Zwicky.

Air Strike Eleven, en nu 5-årig Stutteri Hjortebo-opdrættet datter af Final Appearance og den veltrukne Nishapour-datter Alioli, vandt fire gange i sin klassiske sæson, men sluttede efter et uheldigt løb lige udenfor præmierækken i J. Lauritzen Dansk Derby, på et tidspunkt hvor hun ellers var i storform ovenpå to lette sejre på stribe.

Hun tog dog sin revanche i sidste års Breeders’ Trophy Stayer over 2400 meter på Täby, hvor hun under Nicolaj Stott sejrede ganske sikkert og hjemtog en førstepræmie på 335.000 svenske kroner. Starten i Stockholm blev den næstsidste for Air Strike Eleven, der kom skadet hjem efter sin tredjeplads i Valpréløb i Århus. Hoppen vandt fem af sine 18 starter og var i præmierækken 11 af gangene.

“Hun er ud af Kirsten Rausings gode AL-familie med navne som Alborada, Albanova, Allegretto, Yesterday, Quarter Moon og Aussie Rules blandt de mange internationale Gruppe-1-vindere. Kirsten Rausing ejede selv Alioli, og Air Strike Elevens søster All A Dream er fortsat aktiv avlshoppe på Lanwades med et par gode engelske afkom i støbeskeen”, fortæller Flemming Zwicky, der som Air Strike Elevens første partner i avlen har valgt A.P. Indy-sønnen Mingun.

“Samme vej skal i øvrigt også vores Daylami-datter Mariyca, der i fjor vandt en fribedækning ved hingsten i Fawzia Stakes på Klampenborg, hvor hun bl.a. slog Grafitti, Tatoosh og Air Strike Eleven”, slutter Flemming Zwicky, der med sine to pensionerede væddeløbshopper i år særligt må sætte sin lid til en tredje hoppe – sidste års Derby-vinder Tigress Eleven.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top