Bosun’s Watch vandt Norsk 2000 Guineas med fem længder

Fredrik Reuterskiöld-trænede Bosun’s Watch galopperede torsdag aften til start som ubesejret storfavorit i Norsk 2000 Guineas over 1600 meter på Øvrevoll, og Singspiel-sønnen indfriede alle forventninger ved nok engang at knuse al modstand og vinde det klassiske opgør med fem overlegne længder under danske Jacob Johansen.


Den fjerne andenplads gik til Big Player/Per-Anders Gråberg, der selv havde tre længder til Massenzio/Mark Larsen på tredjepladsen.

Det var fjerde karrierestart for fantastiske Bosun’s Watch, der blev købt i England sidste juli men ikke nåede til start som 2-årig. Til gengæld er hingsten kommet godt efter det i 2007, hvor han nu har vundet sine fire første karrierestarter med både Jyllandsløbet og Norsk 2000 Guineas blandt meritterne.

Næste start for Bosun’s Watch er endnu ikke klarlagt, idet han ikke er meldt i flere skandinaviske klassikere, men den svenske hest står som den eneste 3-årige hest meldt i Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg søndag den 5. august, og en start i dette opgør kan være en glimrende prøve på at se hvor langt han eventuelt ville kunne række internationalt i sidste del af sæsonen.

Førstepræmien var 175.000 norske kroner værd for Bosun’s Watch’s ejere Stall Cheltenham og Easy KB.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top