fbpx

Borges og Petersen fløj højt på Derbydagen

Brasilianske Fabricio Borges og danske Niels Petersen, med baser på henholdsvis Jägersro og Øvrevoll, blev udover Derbyvinderen Lennart Reuterskiöld Jr de dominerende magter på Jägersros Derbydag.


Junior, hvis ellers altid iskolde blik for en stund smeltede og blev afløst af glædestårer efter Hurricane Reds Derbysejr, hjemtog ligeledes Derby Sprinten med Stall Gransäters Casanova Star.

Også her var Elione Chaves i sadlen på vinderen, der ganske let besejrede Stald Seasides Raw Sugar/Valmir de Azeredo og norske Easy Road/Rafael Schistl til førstepræmiens 200.000 kroner.

Derudover stod der enten Niels Petersen eller Fabricio Borges på størstedelen af Derbydagens storløb. Niels Petersen lagde for i Derby Consolation, hvor Stutteri Hjortebo-opdrættede Namibian Desert endelig kunne tage karrierens første sejr under Per-Anders Gråberg.

Namibian Desert var endda knusende overlegen i det 2400 meter lange opgør, der blev vundet med otte længders afstand til Trannel/Valmir de Azeredo og forhåndsfavoritten IKC Kick Back/Oliver Wilson. Førstepræmien var 100.000 kroner til Namibian Deserts ejer, Stall Rhythm.

Petersen fulgte siden op i Sofierolöpning over 1730 meter, hvor det denne gang var Proud Possibilitys tur til at vinde overlegent.

Fredrik Johansson gav hesten et perfekt afventende ridt bag førende Fearless Hunter/Lennart Hammer fra start, og da feltet rundt opløbssvinget nærmest var opløst, galopperede Proud Possibility uden problemer forbi de resterende konkurrenter og forsvandt væk med fire længder til Wido Neuroth-trænede Viviannasdream/Jan-Erik Neuroth på andenpladsen, mens vinderens staldkammerat, Marmala, blev tredje for Per-Anders Gråberg.

Førstepræmien i Sofierolöpning var 200.000 kroner til Stall Bonne Nuit, alias Nils Petter Gill, der hidtil har haft en fremragende sæson i 2013.

Hesten, som spillerne havde gjort til Niels Petersens største favorit på Derby Dagen – superhoppen Tatoosh – måtte nøjes med andenpladsen i Margareta Wettermarks Minneslöpning (L), men til gengæld fik træneren oprejsning allerede i det efterfølgende opgør, Jägersro Cup over 3200 meter, hvor Manchester viste sig som den klart stærkeste.

Per-Anders Gråberg lå afventende lige bag de førende undervejs, og da storfavoritten Zen Zansai Zaid/Shane Karlsson gik helt ned allerede før opløbssvinget, trak Gråberg Manchester ud til angreb på velgående Loyal/Elione Chaves.

De to heste kæmpede side om side det meste af opløbet, men til slut havde Manchester flest kræfter tilbage og vandt små to længder. Her var førstepræmien 100.000 kroner værd for Stall Zuccini.


Borges-Show

Fabricio Borges, der hidtil har været privattræner for Stefan Friborg på Jägersro, men som nu også bliver offentlig træner fremadrettet, fik gjort strålende reklame for sin virksomhed med tre storløbssejre.

Det startede i Margareta Wettermarks Minneslöpning (L) over 1730 meter med Forever Snow, som omgående tog fronten under Rafael de Oliveira og siden aldrig kunne udfordres.

Tatoosh/Per-Anders Gråberg lå ellers godt til hele vejen og ventede blot på at Forever Snow skulle blive træt, men den amerikanskfødte hoppe fortsatte ufortrødent hele vejen til mål og vandt let med 2½ længde foran Tatoosh.

På tredjepladsen afsluttede White Cheek Fox/Elione Chaves godt før Fanlight/Manuel Santos og sidste års vinder, Golden Memory/Rafael Schistl. Listed-sejren var 200.000 kroner værd for Forever Snow, der gjorde sin karrieres blot niende start og vandt for anden gang.


Double i Sommarhandicap

Næste Borges-sejr kom i det traditionsbundne Malmö Sommarhandicap over 1730 meter, og det blev endda til en “double”, da Energia El Gigante med Rafael Schistl i sadlen akkurat slog Energia Eroi/Valmir de Azeredo og Funinthesand/Lennart Hammer.

Som så ofte før blev netop dette opgør Derbydagens tætteste, og Fabricio Borges kunne smile om kap med solen under præmieoverrækkelsen, hvor han samtidig bekendtgjorde sine fremtidsplaner som offentlig Jägersrotræner.


Verde Mar for tredje år i træk

Sejren der denne søndag betød allermest for Fabricio Borges var dog uden tvivl Verde Mars triumf i Zawawi Cup (Gr.3). For tredje år på stribe vandt topsprinteren dette opgør opgør over 1200 meter, som i år var opgraderet til Gruppe-3-status.

Valmir de Azeredo var – ligesom ved sejren i 2011 – på ryggen af hingsten, som overtog føringen ind på opløbsstrækningen og siden forsvarede sig forbilledligt overfor Ragazzo/Espen Ski, som leverede endnu et fremragende løb og nu har sat sig trygt på tronen som den store arvtager til sprintertronen i Skandinavien.

Verde Mar var gjort forbilledligt klar til opgaven, der var hans første overhovedet i 2013, og Borges bekendtgjorde efter sejren, at dette højst sandsynligt også ville blive hingstens sidste karrierestart, samt at der lige nu var planer om at opstille ham som avlshingst i Skandinavien til næste år.

Verde Mar tjente 300.000 kroner ved sejren og kronede en storartet dag for brasilianerne Borges og Azeredo, samt den svenske ejer Stefan Friborg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top