fbpx

Bent Olsen og Jacob Johansen urørlige i Landschampionatet

Den dynamiske danske duo bestående af træner Bent Olsen og jockey Jacob Johansen har haft et helt fantastisk samarbejde på de danske baner i 2007, og beviset findes i den seneste udgave af Dansk Væddeløbskalender, hvor Dansk Galop har offentliggjort landsstatikkerne pr. 19. september.


Bent Olsen har sadlet 20 vindere på de danske baner og den samlede præmiesum er nået op på 1.225.700 kroner. Bent Olsens nærmeste konkurrent hvad angår antallet af sejre er Aalborg-træner Tina Mortensen der har opnået ni vindere, mens Hanne Bechmann med 786.900 kroner er nummer to på præmielisten.

Med næsten 450.000 kroners afstand til Hanne Bechmann virker Bent Olsen helt urørlig i kampen om det samlede landschampionat, mens der naturligvis fortsat er stor spænding når det gælder de to træneres hjemmebane Klampenborg, hvor der lige nu blot er 5.000 mellem dem i Olsens favør.

Hos rytterne har Jacob Johansen nu rundet 25 årssejre, hvilket er 10 mere end Marc Stott der indtager andenpladsen med 15 vindere, mens Dina Danekilde og Nicholas Cordrey begge har krydset målstregen først 14 gange. Dermed burde championatet være i sikre hænder hos Jacob Johansen, endda selv om han skulle vælge at tage på tidlig vinterferie.

Blandt de danske opdrættere er Stutteri Hjortebo heller ikke til at hente, idet de er 700.000 kroner foran nummer to. Hjortebo er oppe på 1.032.750 kroner i indtjening, mens Berner Olsen på andenpladsen har opnået 335.900 og York Stutteri ligger nummer tre med 317.800 kroner.

Blandt avlshingstene fører Final Appearance, hvis 37 startende afkom har opnået 14 sejre og 823.438 kroner. Nummer to er Cajun Cadet med 22 startende afkom, 12 sejre og 642.650 kroner, mens Richard Of York er på tredjepladsen med 43 startende afkom, 11 sejre og 608.700 kroner. Primatico, der i år har haft stor succes med sin yngste årgang i form af storløbsvinderne Belle Blanche og Classic Line, for ikke at glemme 4-årige The Pirate, ligger nummer fire på listen med 24 startende afkom, otte sejre og 530.850 kroner. På femtepladsen findes førsteårgangshingsten Academy Award, der med fem startende afkom har opnået fem sejre og 445.000 kroner i samlet præmiesum.

Lærlingechampionatet føres lige nu af Nicolaj Stott med otte sejre i 117 ridt, og han følges nærmest af Martin Rodriguez med fem sejre i 39 ridt og Nathalie Andersson med tre sejre i 18 ridt. Derudover har Line Juhl Nielsen og Josephine Linö hver en enkelt sejr bag sig på de danske baner.

Endelig er der amatørrytterne, hvor Lea Olsen med syv vindere har to sejres forspring til Rikke Munk Sørensen på andenpladsen, og herefter følger Tinna Hovgaard og Frida Nilsson med hver tre vindere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top