fbpx

Bank Of Burden gjorde det igen!

Stall Trick Or Treats Bank Of Burden var med til at sætte sit præg på Klampenborg Galopbanes yderst vellykkede sæsonpremiere lørdag eftermiddag, da han under Per-Anders Gråberg leverede et ægte hattrick i Härkila Dansk Jockey Club Cup (L) over 1800 meter.


Det var således tredje år på stribe, at den nu 7-årige Hawk Wing-søn trak sig sejrrigt ud af Skandinaviens første Listed-opgør, og det blev endda lige så overlegent som tidligere.

Til gengæld blev der hård kamp om andenpladsen, der gik til Bent Olsen-trænede Jubilance/Jacob Johansen foran vinderens staldkammerat, Without Fear/Rafael Schistl.

På fjerdepladsen fulgte Inspired Cry/Elione Chaves før Gulapa/Carlos Lopez, positive Pinocchio/Nicolaj Stott, Finn Ind Again/Sara Slot og endelig Old Pal/Oliver Wilson.

Sidstnævnte brækkede helt ud til rækværket ved indgangen til opløbet i sin første start siden sejren i Härkila Pokalløb (L) i fjor.

Førstepræmiens 100.000 kroner betyder, at Bank Of Burden har rundet 5,6 millioner kroner i samlet præmiesum i karrierens 41 starter.

Han er nu noteret for 14 sejre, seks anden- og fem tredjepladser.

Igen i år ser den Niels Petersen-trænede vallak ud til at være kommet perfekt over vinteropholdet i Dubai, og ligesom Jubilance og Without Fear skal han nu være spot-on til Stockholms Stora Pris (Gr.3) tirsdag den 10. juni.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top