fbpx

“Avon Pearl bliver bedre og bedre”

Det er et topprogram Øvrevoll serverer torsdag aften, og som sædvanlig er hjemmeholdets Rune Haugen med i favoritgruppen i Polar Cup (Gr.3), hvor han sadler Pramms-vinderen Avon Pearl.


Haugen siger således om staldens startheste:

”Lord Of Trouble (3. løb – nr. 3) er under udvikling og er stadigvæk lidt grøn. Skal nu forhåbentlig vise, at han er god nok til Norsk Derby, og det er derfor vi går ud i Derby Trial. Han stod torsdagens distance fint senest, så jeg forventer at han går yderligere frem og vi føler os ikke slået på forhånd”.

”Fields Of Gold (3. løb – nr. 8) er oppe mod overmagten på papiret. Hun er norskfødt og vi håber, at hun kan komme med i Norsk Derby og hente bonussen som bedste norskfødte hest. Det er ikke noget for spillerne på torsdag, men hun skal rides i bund for at få et tal, som måske kan udløse en derbybillet”.

”Fearless Hunter (4. løb – nr. 4) burde ikke have startet i Scandinavian Open. Han blev halt på et tidspunkt efter han forlod paddocken, men desværre fik hverken jeg eller banens dyrlæge mulighed for at komme til startstedet og tjekke hesten op. Jeg havde absolut slettet ham omgående, da han kunne være blevet skadet for livstid. Det var uansvarligt overfor både hesten og spillerne, for slet ikke at tale om ejeren som forlod banen omgående, direkte efter løbet, helt frustreret. Jeg er stadigvæk rystet med løbet på afstand. Resultatet sidst i Klampenborg skal man bare glemme. Han kan bedre, og jeg håber på en præmie”.

”Avon Pearl (6. løb – nr. 12) gik atter et topløb sidst i et Gruppe 2-løb i Tyskland. Kom for tidligt i front, men holdt farten fint. Han bliver bedre og bedre, og jeg er sikker på, jeg har feltets bedste hest, men startsporet er ikke nogen god lodtrækning. Han kan nemt komme på dybt vand, og så bliver det svært at vinde. Har samme træningsform som inden Pramms, hvor han vandt med kræfter i behold. Staldens bedste chance denne aften”.

”Silver Ridge (8. løb – nr. 4) har problemer med psyken. Vi overtog træningen efter sidste sæson, og jeg følte, vi var på ret kurs efter næstsidste start, men så skuffede han stort senest. Har sat Trond Jørgensen op nu for at slippe for en stor dødvægt. Silver Ridge kan være en stor overraskelse”, advarer Rune Haugen.

Topløbene på Øvrevoll kan ses på Dantotos dedikerede webkanal “International”, og der er spil i fælles skandinaviske puljer.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top