De to træner-brødre Fredrik og Lennart Reuterskiöld Jr. havde endnu en Lunch-torsdag på Jägersro med vind i sejlene. Begge trænere sadlede hver to vindere i dagens syv opgør.
Fredrik lagde ud i første V4-afdeling hvor 3-årige Sir Robin og Manuel Martinez besejrede Victoria Street/EspenSki efter kamp med hoved. Begge heste er efter den danske avlshingst Richard Of York.
I det efterfølgende opgør, Stratosserien over 1600 meter, vandt Lennart Reuterskiöld Jr. endnu en sejr med 4-årige Be Alert, der under Per-Anders Gråberg nedkæmpede længe førende Pecoiquen/Lisa Magnusson med en halv længde. Be Alert vandt sidste år Sofierolöpning på Jägersro, men holdt efter sin niendeplads i Breeders’ Trophy en lang løbspause og kom tilbage med sejr på Jägersro for ni dage siden. Allerede her var Be Alert klar til endnu en triumf, og det bliver spændende at se hvor langt den endnu sparsomt startede Diaghlyphard-søn rækker fremover.
Dagens første maidenløb for de 2-årige heste resulterede i en sikker sejr til Fredrik Reuterskiöld-trænede Congress Woman, der kom direkte fra en tredjeplads i Amacitalöpning, hvilket var formbesked nok til at sejre sikkert i hænderne på Manuel Martinez, der dermed også fik sin anden dagssejr. Congress Woman sejrede foran Helado/Jacob Johansen og danske Peas And Love/ManuelSantos.
Dagens andet maidenløb gik til Reuterskiöld Jr’s debuterende Champollion, der på trods af den klart manglende erfaring afgjorde ganske sikkert i opløbet for Per-Anders Gråberg. Gråberg fik ligesom Manuel Martinez to sejre med hjem fra Jägersro.